En gang jeg var på vildmarkstur på Grønland, grinede min erfarne rejsemakker lidt af, at jeg havde et par fyrfadslys med i oppakningen. De var nu ikke tænkt som aftenhygge, men til at tørre evt. våde vandrestøvler, dog med blandet succes, men det er en anden historie. Jeg holdt dog lav profil med at jeg også havde vaseline med i oppakningen, men her lærte jeg senere at vaseline kan mere end som så.
Af naturvejleder Niels D. Lisborg
Start dit bål med vat og vaseline.
I den til tider våde danske sommer – og ditto danske vinter, kan det af og til være svært at få ild i bålet. En ting er at skaffe tørt brændsel (se Tips til båltænding i fugtigt vejr), men at få ilden til at fænge kan være en udfordring.
Som regel går det helt fint ved hjælp af lidt bark, tørre blade og grenspåner, men når det rigtig driller kommer her et godt fif.
Gnid vaseline på lidt vat.
Er det svært at få ilden til at fænge, så tjek om du har husket at medbringe lidt vat og vaseline i toilettasken eller førstehjælpskassen. Gnid vattet let i vaselinen og antænd vattet. Vaseline indeholder paraffiner ligesom som bivoks og stearinlys. Vat og vaseline i kombination brænder fantastisk – og faktisk ret længe, så det bliver muligt at opbygge et bål ved forsigtigt at lægge små kviste over det brændende vat – og efterhånden bygge bålet op.
En lang historie
De fleste er bekendte med vaseline helt fra barndommen – og vaseline er da også langtfra en ny opfindelse. Faktisk blev det opfundet helt tilbage i 1860, efter fund af råolie i 1859 i Titusville, Pennsylvania, USA. Her udviklede den engelskfødte kemiker Robert Chesebrough i 1860 produktet “Vaseline”, der siden kom i produktion i 1870.
Oprindeligt anvendtes vaseline til behandling af brandsår og indsmøring af læder, men blev senere også anvendt til bl.a. læbepomade og påføring af tørre legemsdele.
Men vaseline kan altså også være fødselshjælper når det gælder at tænde bål. Prøv selv! Du vil blive forbavset! Vaseline kan købes online på apoteket (annoncelink). En dåse koster (40 g) under 30 kr.
Kilder: Apopro.dk, Wikipedia.
NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.