Husmåren på besøg på loftet
Af Marianne Riis
Mår på loftet
Det pusler og rumsterer på loftet. Jo den er god nok, vi har fået en ekstra logerende. Den nye beboer er såmænd en husmår. Mange husejere har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med det vævre rovdyr, så vi er ikke de eneste som har fået udvidet husstanden. Det er dog de færreste som rent faktisk har set husmåren, da den er sky og så er den mest aktiv om natten. Mange er ikke begejstrede for det lille dyr, blandt andet fordi det kan lave omfattende ødelæggelser på isoleringen. Jeg synes nu det er lidt hyggeligt med den nye beboer, hvor den umiddelbart ikke ser ud til at volde skade oppe på vores loft. Vi har større problemer med mus og rotter – og her yder måren en kærkommen assistance.
Kendetegn.
Husmåren er 42-48 cm lang med en hale som er 23-26 cm. Som hos skovmåren er hannen betydeligt større end hunnen. Vægten ligger på 1,3-2,3 kg. Husmåren får normalt unger 1 gang om året. Hunnen føder typisk 1-3 unger. Både hannen og hunnen bliver først kønsmodne i deres andet leveår.
Forskellen på husmår og skovmår.
I Danmark lever både husmåren og skovmåren. Det kan være svært at se forskel på de to arter, men der er dog nogle karakteristiske kendetegn, der adskiller dem. Husmårens ører er mindre end skovmårens. Det lyse brystparti er normalt hvidt hos husmåren og gulligt hos skovmåren. Desuden deles husmårens lyse brystparti i to modsat skovmårens. Begge arter har mørkebrun pels, men husmåren har lys eller hvidgrå underuld og skovmåren har brunlig, hvilket f.eks. kan konstateres på trafikdræbte dyr. Husmåren er endvidere mindre behåret under poterne. Det gør, at dens aftryk fremstår tydeligere end hos skovmåren. Men selv for en erfaren mårsporkender kan det være svært og til tider næsten umuligt at se forskel.
Historie.
Husmåren kom først til Danmark for et par tusinde år siden. Det lyder måske som en evighed siden, men i forhold til skovmåren som har været i landet i 8-9000 år er det ingenting og det var endda først omkring år 1900, at husmåren indtog Sjælland. I 1800 tallet var husmåren ikke at finde øst for Storebælt, men var dog på det tidspunkt udbredt i Jylland og på Fyn.
Op igennem det tyvende århundrede steg husmårbestanden kraftigt og i 1970’erne kom der flere og flere klager over husmåren. Oprindeligt holdt husmåren til i bjergegne og i områder med klipper (og blev tidligere kaldt for stenmår) i det sydlige Europa, men dens fantastiske evne til at tilpasse sig, har gjort, at den først har bredt sig nordpå til skove, skovkanter og levende hegn og sidst men ikke mindst, til haver, parker og hustage i byerne.
Husmåren er fredet en del af året, men nogle steder (især i byområder) gives tilladelser til også at jage den i fredningstid. De fleste husmårer som bliver nedlagt, det være sig med fælder eller skud, sker dog i jagtsæsonen i efteråret. Nogle efterstræber måren på grund af dens flotte pels, men flere jægere argumenterer for, at måren ødelægger deres fasanopdræt, tager jægerens vildt, småfugle samt tamt fjerkræ som høns og duer.
Føde.
Husmåren er alt andet end kræsen. Dens primære fødevalg er smågnavere som mus og rotter samt småfugle og fugleæg, men den har en evne til at tilpasse sig det område som den befinder sig i. En ældre undersøgelse fra daværende Vildtbiologisk Station, Kalø viser at husmårens kost er alsidig. Den kan således også spise frugt og insekter (biller). Selv muldvarper og endda pindsvin er fundet i mårens kost.
Kilder: Danmarks Pattedyr, Bent Muus, Gyldendal, Pattedyr i farver/Politikkens forlag. Featured foto: Rudmer Zwerver/Dreamstime.com.
