Dér, blandt det lilla tæppe af hedelyng, står pludselig en kridhvid lyngplante og bølger let i vinden. Det er liglyngen! Det siges, at her ligger et menneske begravet!
Heden er et kombineret natur- og kulturlandskab, der har oprindelse helt tilbage i bondestenalderen, hvor skovområder blev ryddet for at skabe plads til datidens primitive landbrug og græssende dyr. Den dag i dag har heden brug for indgreb for at fastholde den lysåbne naturtype. Skoven står altid på spring for at generobre det tabte land. Heden og den blomstrende hedelyng (Calluna Vulgaris) er i dag blevet en del af vores kulturelle og naturlige arv. Med hedernes lange historie følger også fortællinger om overtro, der knyttede sig til flere af hedens og hedemosens planter. Ofte er det ikke helt skidt at betro sig til planternes fortælling. Nogle planter vokser gerne tørt – andre på mere våd bund – eller måske ligefrem hvor der er bundløst. Jeg har selv lært mig at være påpasselig, hvor Hvid næbfrø vokser tæt i højmosen. Her er der ofte meget blødt og jeg træder i stedet på tuerne med hedelyng. Netop hedelyng er en af de planter man i fordums tid har taget varsler af. Blomstrer lyngen flot og kraftigt sent i august, ja så var det tegn på at en streng vinter var i vente.
Af og til kan man være heldig (eller uheldig om man vil) at finde enkelte lyngplanter med helt hvide blomster. Disse hvide lyngblomster – betegnet liglyng – varslede død, hvis man plukkede dem og bragte dem hjem. Det fortælles om den hvide lyng at her lå et lig begravet. Det har sikkert vakt forundring og gys at vandre over heden i fordums tid – og så pludselig spotte en dusk hvid lyng blandt den lilla-normalfarvede. I dag ved vi at det blot er en afvigelse i planten, der forårsager de hvide blomster. Fænomenet kendes også hos flere andre, vilde blomster – bl.a. Liden klokke (klokkeblomst.)
/MR
Kilder: Folk og Flora
