Geografisk ligger Danmark nærmest perfekt når det kommer til fugletræk. Millioner af trækfugle passerer vores land forår og efterår.
De fleste trækfugle flyver helst over eller langs land så længe som muligt fremfor åbent hav. Landfuglene (knyttet til landjorden) samles derfor gerne ved nordvendte odder om foråret og tilsvarende sydvendte landarme om efteråret. Vandfugle, som ænder og vadefugle, følger ofte kyststrækninger indtil landet ophører og turen går over åbent hav.
Om foråret er Skagen kendt for et af Europas bedste observationssteder for trækfugle. På flagbakken syd for Skagen sidder hvert forår aktive fuglefolk og spejder mod himlen. Også langs Skagens Nordstrand samles mange fugleentusiaster hvert år for at følge fuglenes træk. Af og til dukker eksotiske gæster som slangeørn og sort stork op på Danmarks nordspids. Disse trækfugle er kommet en tand for langt og vender ofte mod syd igen når de møder havet over Skagens Odde.
Fugletræk: Hvorfor trækker fuglene?
Svalerne er nogle af dem vi bedst kender som trækfugle. De hører den danske sommer til, men tilbringer hele vinteren langt nede i Afrika. Men hvorfor bliver svalen ikke bare i Afrika eller i det mindste nøjes med at flyve til Sydeuropa?
Forskel på standfugle og trækfugle
Trækfugle flyver mellem ynglepladsen og overvintringspladsen, modsat standfugle, der bliver indenfor et regionalt område hele året. Eksempler på standfugle er f.eks. husskade, gråspurv og natugle. Eksempler på trækfugle er f.eks. havesanger, sangdrossel og svalerne.
Når vi ser de første svaler i foråret siger vi gerne at svalerne er kommet hjem, men faktisk er det snarere omvendt. Afrika er nærmere svalernes hjemland, men svalen (og andre trækfugle) flyver den lange vej til Danmark for at nyde godt af de rige fødekilder (typisk insekter) den danske sommer kan tilbyde. I hvert fald var det sådan oprindeligt og sådan at fuglenes træk begyndte.
Fugletrækkets historie og udvikling.
Går vi 15.000 år tilbage i tiden var Danmark, ja hele Nord- og Centraleuropa dækket af is. Da isen begyndte at smelte blev nye landområder tilgængelige – med nye muligheder for fuglene. En svale der fløj nordpå til disse områder i sommertiden fandt masser af insekter at leve af, længere, lyse dage af jage i og kun lille konkurrence fra artsfæller. De fugle, der fløj mod nord fik derved bedre vilkår til at opfostre deres unger og fik flere flyvefærdige unger end de svaler, der blev tilbage.
I takt med at hele Nordeuropa og Skandinavien blev isfri blev afstanden mellem vinterkvarteret i Afrika og sommeropholdet i nord større og større – og derved også udfordringen for de trækfugle, der valgte at følge med til de nye områder i nord. Fuglene måtte gøre op om det var anstrengelserne og risikoen værd, at flyve den lange vej frem og tilbage.
Fugle, der var tilpasset til at leve af frø og bær udviklede sig i højere grad som standfugle og kan klare sig i nord hele året rundt. Det gælder f.eks. gråspurven, gulspurven, husskaden og musvitten. Andre fugle, der er afhængige af insekter – som svalen og vipstjerten tager forår og efterår det lange træk mellem sommer- og vinterkvarter.
Hvordan finder fuglene vej?
Fugletrækket foregår ad ganske bestemte trækveje og efter et bestemt mønster.
Fugle ser godt og kan derfor i dagtimerne uden problemer følge linier i landskabet som f.eks. bjergkæder, floder og kyststrækninger. Fuglene evner også at orientere sig efter solen og om natten efter stjernerne.
Fuglene er født med den information at de under nattrækket skal lede efter lyspunkter (stjerner) som roterer, og det punkt, stjernerne roterer om i løbet af natten, det er nord.
Nyere forskning har også vist at mange trækfugle har et slags kompas indbygget i øjet. Det er en magnetisk sans, som fuglene finjusterer ved solnedgang. Hver aften, inden mørket falder på, afstemmer fuglen sine magnetiske synsindtryk med solens placering, hvorved fuglen finder ud af, hvor meget dens magnetiske kompas viser forkert, så den kan tage højde for misvisningen på nattens træk.
