Mænd fangede ulovligt småfugle ved hjælp af lim på grene. Metoden er udbredt i bl.a. Mellemøsten – og visse steder i Sydeuropa.
Småfugle anses mange steder i verden for en traditionel delikatesse og fanges i tusindetal i net og på limpinde, hvor fuglene hænger fast.
Selvom det er forbudt i EU foregår det stadig i et vist omfang i lande som Malta og Cypern, hvor myndighederne ser lidt mere mellem fingrene med visse dele af lovgivningen. Fornylig havde to mænd herhjemme ladet sig inspirere af de traditionelle fangstmetoder fra bl.a. Mellemøsten. De smurte fuglelim på grenene i et buskads på Stevns.
En fuglekigger opdagede dog den ulovlige jagt, hvor fuglene hang fast på grenene. Politiet rykkede ud og kiggede på sagen, hvor de fandt mændene, der havde pillet 12 fugle af arten stillits fri af limen og indsat dem i et bur til den videre transport. Mændene var umiddelbart ikke klar over at de handlede ulovligt, oplyser politiet, der indtil videre har sigtet mændene for overtrædelse af jagtloven.
I Danmark er det ikke tilladt at holde vilde fugle i bur, men mange steder i Sydeuropa er netop stillitser populære burfugle.
/JN
Kilder: Dr.dk, Stevnsbladet.dk, Dof.dk. Featured foto: Thomas Langlands/Dreamstime.