
Tamkattens vilde fætter på vej mod nord
Det er kun få år siden at vi i Naturmagasinet skrev om at den europæiske vildkat var på vej mod nord. Dengang var der observationer godt 300 km syd for den dansk-tyske grænse, men nu er vildkatten afsløret på et vildtkamera i Slesvig-Holsten.
Den 22. marts 2025 blev dyret opdaget i Herzogtum Lauenburg-distriktet af et af myndighedernes vildtkameraer, som bruges til at overvåge den regionale ulvebestand.
Der lever ca. 8000 europæiske vildkatte i Tyskland, men det er første gang i århundreder at vildkatten er registreret helt oppe i Slesvig-Holsten. Det skriver tyske Bild.
Vildkatten lever ensomt
Den europæiske vildkat (Felis silvestris silvestris eller Felis silvestris europeus) lever for det meste alene og opsøger kun andre artsfæller i parringstiden, som er i februar-marts. Vildkatten lever normalt i tætte, dybe skove i bakkede og bjergrige områder i Centraleuropa og Sydeuropa. Den lever af små pattedyr som mus, men er ikke kostforagter og tager også gerne fugle, firben og insekter. Vildkatten er især aktiv i nattetimerne og det er primært her den jager.
Større og mere robust end tamkatten

Aldrig blevet tæmmet
Den europæiske vildkat er lidt større og mere robust bygget end tamkatten, og har også en anderledes adfærd. Den er ret sky over for mennesker og alt for aggressiv af væsen til at tilpasse sig et liv med mennesker. Den regnes for næsten umulig at gøre tam. Dog stammer både tamkatten og den Europæiske vildkat fra samme forfader, den afrikanske vildkat (Felis silvestris lybica).
Selv om den europæiske vildkat i en fjern fortid har levet i Danmark er den aldrig blevet tæmmet. De tamkatte, der optræder i de danske, arkæologiske knoglefund, kom sydfra. Allerede omkring 2000-1500 f.Kr. blev den afrikansk-arabiske vildkat tæmmet i Egypten, og sidenhen bragte romerne den til Europa.