Når man en vinterdag går gennem en ældre bøgeskov – fyldt med våde blade i skovbunden, så er det ret fantastisk at tænke sig at man går igennem en skov af sovende kæmper.
Her om vinteren sover bøgetræet. De store mastodonter med grålig, glat bark har forlængst afkastet deres rødbrune efterårsblade. Træerne suger ikke længere vand op.
Bøgen betragtes ofte som Danmarks nationaltræ. Nogle mener det er egetræet, der er berettiget til denne titel, men tilbage i historien mente mange at egen alene var kongemagtens og enevældens nationaltræ. Miljøministeriets myndige kongekrone er sammensat af løv fra egetræet. Bøgen derimod er “folkets træ” og bøgen har da også plads i vores nationalsang, hvor bøgeskoven spejler sig i bølgen blå.
Bøgetræet går langt tilbage i vores historie – og ordet bøg eller bog hører til blandt de ældste ord i det danske sprog – og har sikkert været brugt af både vikingerne og bronzealderfolk. Ordet “bogstav” har også oprindelse hertil da bøgestave blev brugt til at indridse beskeder i, som alternativ til nutidens papir.
Tørstige kæmper
Men selvom træerne sover nu og træets forgrenede rodnet er i hvile, så sker der snart noget når foråret banker på – og vækker bøgene af deres søvn.
Anemonerne titter frem – i hast, inden de endnu vintersøvnige bøge skyder nye, lysegrønne blade frem i trætoppene – og snart skygger for lyset til anemonerne.
Når et halvgammelt bøgetræ på 90-100 år slukker tørsten en varm sommerdag, så sker der virkelig noget. En sådan bøg kan “drikke” mellem 150 og 200 liter vand om dagen.
Lige nu er der dog stille. Træerne sover nemlig lidt endnu, selvom de første trækkende lærker har passeret højt over skoven og varsler at der ikke er mange uger til at kalenderen bringer den første forårsmåned.
