Boganmeldelse: Ornitologiens historie  

Flot bog fortæller om fugle, ornitologer og evolutionshistoriske aspekter gennem tiden

Bogens forside, med nøddekrige af John Gould.
 

Læst af naturskribent Søren Olsen.

Den i dag knap 88-årige ornitolog og konservator Johannes Erritzøe har arbejdet med fugle siden sin barndom og blev som blot 13-årig medlem af Dansk Ornitologisk Forening. I bogen ”Ornitologiens historie” fører han med sikker sans for de gode historier læseren gennem alle de spændende og til tider farverige beretninger, som menneskets ældgamle fascination af fuglene har ført med sig. Der er fine beskrivelser af de betydeligste ornitologer og deres arbejde med at indsamle, forstå, beskrive, navngive og klassificere fuglene, ligesom også de berømteste fugleillustratorer portrætteres.

Det var den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.), der for alvor begyndte at foretage studier af fuglene. Gajus Plinius den Ældre (23-79 e.v.t) indskriver sig også i ornitologiens tidlige historie, da han forsøgte at foretage en systematisk inddeling af fuglene ud fra deres fødder. Plinius er nok mest kendt for historien om strudsen, der stikker hovedet i busken for ikke at blive opdaget – en skrøne, der siden har været næsten umulig at udrydde.

En illustration fra bogen. Træskonæb, malet af Joseph Wolf.

Det blev som bekendt svenskeren Carl von Linné (1707-1778), der påbegyndte den videnskabelige systematisering af arterne. Han gav dem todelte navne, et slægtsnavn og et artsnavn, et system, der viste sig effektivt og med visse forbedringer bruges den dag i dag.

En illustration fra bogen. Slørugler malet af John James Audubon, i hans typiske outrerede stil.

Bogen omtaler flere danskere, der på en eller anden måde har beskæftiget sig med ornitologi, og Johann Dieterich Petersen (1717-86) er en af de mere farverige. Han var søn af en borgmester, men på grund af sit uregerlige sind sad han i husarrest på Christiansø gennem sine sidste 42 år. Mens han skrev afhandlinger om fuglelivet på de afsidesliggende øer, bankede han sin første kone. Samlivet med hans anden kone gik bedre, måske fordi hun udstoppede hans fugle. Hvilket dog gik ud over hendes huslige pligter.

Ja, man er meget underholdt med bogen, der også er en beretning om vejen hen imod en bedre forståelse af ansvaret for arternes mangfoldighed. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for fugle og for videnskabshistorie.

Johannes Erritzøe: Ornitologiens historie. 392 sider, 348 kr., Syddansk Universitetsforlag. 

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder