Boganmeldelse: Den jyske hede – I urfuglens tid

Den jyske hede - i urfuglens tidJens Gregersen har skrevet og illustreret en meget flot bog om den jyske hede, der allerede fangede mig, da jeg indledningvis bladrede i bogen. Forfatteren er nok især kendt som en af landets dygtige naturskildrere med tegneblyant og pensel, men bogens velskrevne og fortællende stil kombineret med de mange illustrationer gør bogen til et pragtværk.

Læst og vurderet af Marianne Riis.
Som bogens undertitel afslører tager bogen afsæt i den hede, der var engang for ikke så længe siden, hvor den sorte urfugl endnu fandtes på de åbne jyske vidder.

Bogen tager udgangspunkt i urfuglen, der nu er uddød i Danmark, men hvis oprindelige levested på heden endnu er hjem for en spændende flora og fauna.

De engang omfattende hedelandskaber hører til blandt danskernes største natur- og kulturarve og selv om heden i dag er svundet ind er det dog bestemt ikke kun melankoli og nostalgi, der præger bogen. Tværtimod giver bogen et prægtigt, illustreret indblik i den naturtype heden er – med sin på en gang nøjsomme natur og sit samtidige særprægede og værdifulde liv med arter, der netop har tilpasset sig de kår som heden gennem århundreder har tilvejebragt.

Illustration fra bogen. Her med storspoven – Europas største vadefugl.

Mange af hedens arter beskrives på en læsevenlig, fortællende måde, der gør at bogen på ingen måde er tung at læse. Her er faktisk rigtig meget viden at hente. Og meget brugbar viden at videreformidle, hvis man som jeg har dette felt som en del af min dagligdag. I tilgift krydres teksten jævnligt med små anekdoter bl.a. om Blichers lyngspurve og om sandternens evne til at fange firben – og endda returnere efter firbenets afkastede hale.

Annonce:
Køb bogen den Jyske Hede online hos Saxo. Hurtig levering.

Jens Gregersens evner som kunstner og illustrator fornægter sig ikke og de mange billedlige gengivelser gør sammen med teksten bogen til et storværk om den jyske hede. En bog, der er værd at eje – både for naturforvalteren og for de, heldigvis mange, danskere, der finder interesse og glæde i naturen.

Bogen er hele vejen igennem rigtig flot illustreret. Her en illustration af natravnen – gedemalkeren.

Bogen slutter også med håb. Tranen er vendt tilbage til heden og er forsat i fremgang. Den sortstrubede bynkefugl er fløjet op fra syd og har indfundet sig. Måske kan urfuglen med lidt bistand en dag gøre det samme? I Tyskland er det nemlig lykkedes at fastholde en sund og levedygtig bestand af urfugle.

Den jyske hede – I urfuglens tid af Jens Gregersen. Gads Forlag 2018, hardcover, 239 sider. Vejledende pris 299,95 kr.

Den jyske hede – I urfuglens tid af Jens Gregersen. Gads Forlag 2018, hardcover, 239 sider. Pris 299,95 kr.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...