I det danske vinterland giver tusinder af syngende sangsvaner friluftskoncert.
I milde vintre kan vores land huse over halvdelen af den skandinaviske/nordrussiske bestand. De fleste er kommet hertil i oktober og november, hvor de benytter sig af den danske vinters ofte mere nådige kuldegreb, hvor fjorde, søer, marker og enge kun i mindre grad er bundet af is og sne.
En årtusinde lang historie
Danmark er et af Europas vigtigste overvintringsområder for sangsvanerne og svanernes tradition herhjemme går langt tilbage. For 10-15 tusinde år siden, ved sidste istids ophør, da de mægtige ismasser efterhånden smeltede og åbenbarede et tundralandskab med søer og smeltevandsfloder, var sangsvanen en af de første, der indtog det nye land og lod sine gjaldende fanfarer lyde over landskabet . Fra ældre stenalder er der ved bopladser gjort knoglefund af sangsvaner, der påviser at svanekød var værdsat.
Hvide enge.
Tusinder af nordiske og russiske svaner lader lige nu op i Danmark indtil forårsfornemmelserne trænger sig på og kalder de gulnæbbede svaner hjem til tundralandet – til det landskab Danmark var en del af engang. Nogle skal til det nordlige Skandinavien, andre til Rusland og det vestlige Sibirien – og for nogle går forårsruten endda mod Island.
Svanesang.
Indtil da kan de store, hvide fugle ses på enge og marker herhjemme, hvor de med deres klangfulde, højlydte stemme skiller sig ud fra vores egen hjemlige knopsvane, der kun formår at grynte lidt og udstøde nogle sagte piv.
Og synge, det gør sangsvanerne! I bl.a. naturområdet Skjern Enge har flere hundrede sangsvaner samlet sig, hvor der hilses og synges i et højlydt kor. Hele natten igennem er lyden så intens at beboere i området kan høre de syngende svaner – selv for lukkede vinduer på trods af at svanekoret holder til et godt stykke ude på engene.
Betegnelsen svanesang kommer fra den ældgamle overtro om at svanen begynder at synge en smuk, hjerteskærende sang når den er i færd med at dø. I følge norske kilder er overtroen især knyttet til knopsvanen – Danmarks nationalfugl, der er stum hele livet bortset fra nogle små gryntende og hvinende lyde. Når svanen var døden nær begyndte den at synge sin klagesang. I dag bruges betegnelsen “svanesang” sprogligt om noget der afslutter eller hører op.
Hør sangsvanens sang i videoen herunder:
Jagt på svaner
Svaner har på vores breddegrader været jaget af mennesker helt op i nyere tid og det var lovligt at skyde svaner langt op i det 20. århundrede. Ved Stauning, nær Ringkøbing i Vestjylland er der stadig mange, der husker betegnelsen ”stauninggæs” – en dækbetegnelse for svanejagt.
Noget tyder dog på at sangsvanen efterhånden er ved at vende tilbage til det tabte land igen. I takt med at sangsvaner ikke længere skydes og efterstræbes er den ellers så højnordiske tundrafugl begyndt at ændre vaner og vise tillid til mennesker. I dag yngler sangsvaner bl.a. i Skåne og i de senere år har enkelte sangsvaner haft ynglesucces herhjemme.
Fire svanearter kan ses i Danmark
Sangsvane er i størrelse meget lig vores hjemlige knopsvane, men har lidt længere ben end denne. Sangsvanen har gult næb med sort spids, hvor knobsvanen har orangerødt næb.
To andre svanearter kan ses herhjemme. Pibesvanen minder meget om sangsvanen, men er betydeligt mindre og har mere sort på næbbet end sangsvanen. Sortsvanen, er en australsk svane, der af og til undslipper fra dyreparker og blander sig med de hvide, nordiske svaner.
/NL
Kilder: Sproget.dk, Wikipedia.
