Kan en svane brække en arm?

Mange har nok hørt at en arrig svane kan brække en arm på en voksen mand – og det giver selvsagt respekt, men er det rigtigt?, spørger en læser

Det korte svar er nej. En svane kan ikke brække din arm, men der er ikke tvivl om at svaner i nogle tilfælde kan optræde aggressivt. Fra Danmark kendes der eksempler på svaner, der har angrebet kanoer og kajakroer – og endda formået at vælte båden. Typisk fordi de sejlende er kommet for tæt på svanens rede. Det hører dog til sjældenhederne.

En voksen han-svane kan veje op til 16 kg og er dermed Danmarks tungeste fugl. Det kan derfor godt virke skræmmende, hvis en stor svane går til angreb med udstrakte vinger, der måler over 2 meter i vingefang. Svanen kan dog højst nappe med sit næb og tildele “lusinger” med vingerne, men altså ikke brække knogler på et menneske.

Hold passende afstand i yngletid og fjer-fældetid

Knopsvane på reden. Langt de fleste svaner undgår nærkontakt med mennesker, men nogle svanehanner forsvarer aggressivt rede og unger, hvis man kommer for tæt på.

I langt de fleste tilfælde vil en svane, der føler sig truet nøjes med at hvæse og svømme væk, men i sårbare perioder, hvor svanerne har unger – eller hvor de fælder og ikke kan flygte ved at flyve væk, bør man holde en passende afstand. Det gælder ikke mindst sejlende.
/MR

Kilder: naturvejleder.dk, nyheder.tv2.dk, dof.dk. Featured foto: Kostya Pazyuk/Dreamstime.

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder