Af naturvejleder Niels Lisborg.
MØDET MED LYGTEMANDEN
Solen var gået ned for snart en halv time siden, men det var endnu lyst nok til at man kunne følge stien gennem mosen. Det havde været en varm sensommerdag og man kunne mærke hvordan mosetørven afgav varme til den let kølige aftenvind. Ude over de gamle tørvegrave fortættedes luften efterhånden til en hvid tåge.
Derude over engen – et par hundrede meter fremme, tændes pludselig et lys! Det blinker kort og forsvinder! Snart efter dukkede det dog frem igen. I det samme flyver en bekkasin forskrækket op – og tilkendegiver sin utilfredshed med forstyrrelsen. Da jeg igen kigger ud over engen er lyset borte…
Ovenstående er et fiktivt eksempel på hvordan man gennem tiderne har oplevet mystiske lys over heder, enge og moser. Lysfænomener, der har været kendt i umindelige tider og i Norden blev betegnet som lygtemænd – et overnaturligt væsen, der ifølge folketroen forsøger at lokke mennesker efter sig ud i f.eks. en mose.
Lokkende genfærd
Man mente, at lygtemænd var genfærd, som ved deres lysskær søger at få de vejfarende til at fare vild. Man skulle ikke lade sig lede af lygtemanden, da man derved risikerede at blive lokket ud, hvor mosen var sumpet og bundløs.
Der har gennem tiderne været talrige råd til at modstå genfærdene. Når de viste sig, var et af de bedste midler imod dem at vende vrangen ud på sin hue. Man måtte endelig ikke komme til at pege på genfærdet for så kom det! Det sagdes også at lygtemanden kunne lokkes til, hvis man kaldte.
Lygtemænd fra hele verden
De mystiske, dansende eller blinkende lys kendes ikke kun fra Danmark, men er kendte i hele verden under forskellige former og navne. I Brasilien som Boi-tatá – ildslange, i Indien som Chir Batti – spøgelseslys, i Tyskland under navnet irrlicht og på de engelske heder og moser går fænomenet under navnet lanterne-manden eller Jack O'Lantern, der i dag også forbindes med græskarlygter og halloween. Ifølge den lokale overtro i Norfolk i England, siges det, at hvis „lygtemanden lyser på en, er det bedst at smide sig fladt ned på jorden og holde vejret“
En naturlig forklaring
Allerede i det 18. århundrede var man klar over, at der måtte være en naturlig forklaring på dette fænomen. Man opdagede, at rådnende materiale producerer brandbar metangas, CH4.
I 1879 opdagede forskerne J.P.W. Johnston og A.H. Church desuden, at fosfin, fosforbrinte PH3, dannes, når animalsk materiale går i forrådnelse. Fosfin kan antændes spontant i atmosfærisk luft.
Gassen kan antændes, enten ved spontan selvantændelse eller ved elektrisk afladning og skabe et blinkende lys, der kan minde om datidens lygter – og dermed en lygtemand. Lyset viser sig som lysende kugler der svæver og flakser over sumpe og moser. På latin kaldes det for ignis fatuus – fjollede lys.
Fænomenet kan forveksles med det lys som fluorescerende svampe i et varmere klima udsender. I USA kaldes disse lysende svampe for “foxfire” – et begreb, som også ses brugt om lys fra sumpgas.
Lygtemanden – et truet naturfænomen
Der findes masser af eksempler på observationer af lygtemænd herhjemme, men særligt fra dengang hvor udbredelsen af heder og moser var meget større end tilfældet er i dag.
I tiden efter 2. verdenskrig er lygtemændenes biotoper blevet drænet, opdyrket eller tilplantet med træer og der er i dag meget langt imellem at man herhjemme hører om observationer af lygtemænd.
Lygtemanden er som naturfænomen uddøende og truet i Danmark og formentlig allered uddød! Var lygtemanden af kød og blod var han for længst kommet på den røde liste over truede arter. Man kan med rette sige, at han er flakkende luftig fra en svunden tid, hvor store vidder af moseland og heder fyldte i landskabet.
Men hvem ved? Hvis noget af det tabte gives tilbage til naturen vender lygtemanden måske en dag atter tilbage og lader sin lygte lokke derude i mørket!
Kilder: http://en.wikipedia.org/wiki/Jack-o'-lantern ,
J. M. Thiele's samling af Danske Folkesagn (bind II, Rosenkilde og Bagger, 1968.)
,
Københavns naturskoler, groen-skole.kk.dk
