Det er umiddelbart svært at forestille sig at en slange kan bide efter at den er død, men en læser har hørt at det faktisk kan være tilfældet – og spørger om det kan passe?
Svaret er – nok lidt overraskende, at en slange faktisk kan bide i et vist tidsrum efter at den er død. Fra USA kendes eksempler fra klapperslanger, der har formået at bide efter at slangen er blevet dræbt. Amerikanske Smitsonian Magazine beretter om et tilfælde fra Texas hvor en kvinde opdagede en klapperslange mellem blomsterne i hendes have, hvor hun var ved at luge ukrudt. Hun blev forskrækket og skreg, hvorpå hendes mand kom tililende – og dræbte slangen ved at kappe hovedet af den med en skovl. Da han, lidt senere, samlede hovedet op fik han en slem overraskelse. “Hovedet vendte sig faktisk rundt og greb om hans hånd”, fortæller hustruen til Global News. Selvom manden blev bragt til hospitalet og fik modgift var han tæt på at miste livet som følge af slangebiddet.
Man forventer ikke, at en halshugget slange vil udgøre en fare, men slanger opretholder faktisk deres bidreflekser i timerne efter døden.
Biologiprofessor Bruce Jayne fra University of Cincinnati, oplyser at en slanges nervesystem kan reagere på stimuli uden at hjernen behøver at sende et signal. I tilfældet med klapperslangen reagerede det afhuggede slangehoved på at manden tog det op.
Man skal derfor heller ikke røre ved en hugorm, der umiddelbart er dræbt da slanger altså kan bide nogen tid efter, at de tilsyneladende er døde, hvis de bliver berørt, oplyser Miljøstyrelsen.
/MR
Kilder: Smitsonianmag.com, mst.dk, nationalgeographic.com. Featured foto: Død hugorm/NaturGrafik.dk