Hvad finder jeg på stranden og i skoven

Boganmeldelse: Hvad finder jeg på stranden og i skoven.

To klassiske naturbøger er blevet opdateret og udgives nu som et samlet sæt.

Opslag fra “Hvad finder jeg i skoven”. De gamle klassiske illustrationer af Henning Anthon er stadig imponerende.

De to gamle, klassiske hvad-finder-jeg-naturbøger vil kunne genkendes af mange. Som barn har jeg selv haft fornøjelsen at genfinde smådyr i “Hvad finder jeg i skoven”, der i første gang udkom i 1965. Den seneste udgave fra 2006 har været udsolgt i flere år, men nu er altså både “Hvad finder jeg i skoven” og “Hvad finder jeg på stranden” genoptrykt i en ny, opdateret 2023-udgave. I hovedtræk ligner bøgerne sig selv, men artsnavne er blevet opdateret og nye arter er kommet til.

Det virker som om at bøgerne er trykt på genbrugspapir, men det fremgår ikke umiddelbart. Omslaget er lavet af pap – og selv om det skal være miljøvenligt og bæredygtigt, kunne jeg godt tænke mig et lidt mere solidt, vandafvisende omslag, der både kan tåle en tur i felten og forlænge bogens levetid.

En folkelig naturbog

Opslag fra “Hvad finder jeg på stranden” Her kan man sætte navn på mange af strandturens fund.

I “Hvad finder jeg i skoven” er der en rigtig fin intro til skoven som alle burde læse. Og tilsvarende i “Hvad finder jeg på stranden” om kysterne. Bøgerne rummer de mest almindelige arter – og dermed sagt er der talrige arter, der ikke er plads til. Alligevel giver det naturgæsten en tilfredsstillende mulighed for at komme tæt på en identifikation af et fund. Bøgernes målgruppe er ikke specialister og hardcore entomologer, men en “familie-opslagsbog”, der er let at have med på tur – eller stående i sommerhuset. Jeg kunne godt tænke mig en lille måleskala ved hver tegning, der kunne bidrage positivt til genkendelsen. F.eks. virker en skarnbasse som en stor, robust bille når man ser den i skovbunden, men virker lille i bogen ved siden af de øvrige arter.

Henning Anthons klassiske tegninger holder stadig mere end et halvt århundrede senere. I den nye udgave er nye, tilføjede arter illustreret fint af Bianca Lykke Petersen.

Bogsættet kan med fordel købes hos Gucca for ca. 210 kr. (annoncelink til butik)

Hvad finder jeg på stranden og i skoven af Tommy Dybbro og Nikolaj Scharff. Illustreret af Henning Anthon og Bianca Lykke Petersen. Politikens Forlag 2023. Samlet 416 sider i to værk. Paperback. Vejledende pris 300 kr.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder