Hugormen (Vipera berus) er Nordens eneste giftslange.
At opleve en hugorm.
At møde en hugorm er de færreste mennesker forundt. Hugormen kan mærke rystelser fra skridt på lang afstand og forsvinder hurtigt væk fra stien.
Det man oftest forbavses over, når man første gang ser en hugorm, er hvor lille den er. Men hugormen er en lille slange. I hvert fald sammenlignet med dem vi ser i de zoologiske haver. En hugorm på 90 cm regnes for et sjældent stort eksemplar. De fleste måler ikke mere end 60-70 cm.
Vil man opleve en hugorm, er de bedste tidspunkter de første, lune forårsdage i april eller tidligt om morgenen om sommeren. Hugormen er vekselvarm d.v.s. at den er afhængig af solens opvarmning for at få varme og energi nok i kroppen til at kunne jage. Når der er koldt bevæger hugormen sig sløvt. Om foråret eller tidligt om morgenen ligger den derfor og slikker sol på en sydskrænt, en vindbeskyttet lysning eller sti. P.g.a. de lavere temperaturer kan man ofte komme tættere på hugormen tidligt om morgenen eller i det tidlige forår.
Udseende
Hugormen kan variere en del i farverne, men slangens siksakmønster på ryggen er et klassisk kendetegn. Hannerne er oftest gråbrune med et sort siksak rygmønster. Hunnerne er brune eller rødbrune med et mørkere brunt eller gråbrunt siksakmønster. Der findes også ensfarvede hugorme, endda helt sorte hugorme, der kan minde om den ufarlige snog. Hugormen har dog aldrig snogens hvidgule nakkepletter. De mere sjældne, helt sorte hugorme er normalt altid hunner.
Ligesom hos snogen bliver hannerne ikke så lange som hunnerne. En han-hugorm kan måle ca. 60-80 cm, hunner kan måle op til 80-105 cm.
Opholdsted og levevis
Hugormen flytter sig rundt afhængigt af årstiden. Om vinteren ligger den i dvale i jorden, gerne dybt nede i en gammel rævegrav eller i gangene fra mus og mulvarper, hvor frosten ikke når ned. Hugormen sover med åbne øjne da den den ikke har bevægelige øjenlåg. I hele vinterperioden tager den ikke føde til sig. En mus, der iler forbi, behøver ikke at frygte bofællesskabet. Det er ikke unormalt at slangerne anvender det samme overvintringssted og mange hugorme kan overvintre sammen.
I marts dukker de første hugorme frem fra vinterkvarteret. I april og maj vandrer slangerne til et parringsområde tæt på vinterkvarteret. Her slås hannerne om hunnerne. Rivalkampene sker uden brug af gift, men i stedet som en slags brydekamp, der foregår over stok og sten. Efter parringen vandrer de drægtige hunner væk fra parringsområdet og tilbringer sommeren i et sommerkvarter. Hannerne og de hunner, der ikke er drægtige, bliver i parringsområdet.
Hanner er kønsmoden i ca. 3 års alderen (ca. 35 cm), hunner efter 4-5 år (40-50 cm).
Hugormen er det der kaldes ovovivipar, hvilket betyder, at slangens æg klækkes inde i kroppen. Ungerne får kun næring fra blommen i ægget. Derved ser det ud som om, at hugormen føder levende unger på samme måde som pattedyr, da de små slanger kommer direkte ud af hunnen når de er færdigudviklede. Denne form for klækning af æg er en tilpasning til de nordiske egne, hvor der ikke er varmt nok til, at solen kan udruge æggene.
Hugormen får i august 6-10 unger, der ca. er 15 cm lange og typisk i røde og brune nuancer. Ungernes gift er udviklet lige fra fødslen. Ungerne virker ofte mere aggressive end de gamle slanger. De hvæser gerne, hvis man kommer tæt på – og hugger endda advarende ud i luften.
Hamskifte
Hugormen skifter ham (slangehud) 1-3 gange årligt. Af og til kan man være heldig, at finde et tomt slangehylster i græsset, en kopi af den tidligere beboer.
En hugorm kan blive ca. 10 år gammel. Der findes dog optegnelser på hugorme fra fangenskab, der er blevet endnu ældre. I naturen er gennemsnitsalderen for en hugorm næppe mere end 4-6 år.
Føde
Hugormen bruger sin spaltede tunge til at “smage på luften” og den kan derved følge et lugtspor fra f.eks. en mus. En anden jagtteknik er at ligge stille og vente på at byttet selv kommer forbi. Når slangen er tæt på byttet, hugger den lynhurtigt og med stor kraft.
Det typiske fødevalg er mus og firben, men hugormen kan også finde på at klatre op i buske og tømme fuglereder for fugleunger. Byttet sluges helt, hvorefter slangen kan fordøje i dagevis.
Fjender
Hugormen har mange fjender. Mange slanger dræbes i trafikken når de krydser veje. Krager og musvåger kan finde på at tage hugorme. Grævlinge og ildere går heller ikke af vejen for at gå i lag med giftslangen. Den mest kendte hugormefjende er dog nok pindsvinet. Som en kampvogn, beskyttet af sine pigge, griber pindsvinet fast i hugormen, alt i mens den sænker sit panser.
Hugormen er fredet
Hugormen blev fredet i 1981 Det betyder selvsagt, at det er forbudt at slå hugorme ihjel, men det er heller ikke tilladt at indsamle eller flytte hugorme. Dog er der en undtagelse! Hugorme, der holder til i haver og tæt på bebyggelse, hvor der er betydelig risiko for børn og husdyr, må flyttes. Undtagelsesvis slås ihjel! En hugorm flyttes lettest ved at genne den op i en dyb spand med et kosteskaft. Ofte vil slangen selv søge i skjul ind i spanden, hvis den ligger ned foran dyret, på den åbne græsplæne.
Kilder: Naturstyrelsen, Nordens padder & krybdyr 2001; Kåre Fog, Schmedes & Rosenørn de Lasson, Zoo.dk. Featured foto: Mikelane45/Dreamstime.
