Ingen grantræer i den danske middelalder.
Blot for få hundrede år siden var grantræet ikke en del af de danske skove, hvilket i dag er svært at forestille sig. Ikke et eneste grantræ har sin oprindelse her i landet. Alle er indført – ofte endda fra fjerne horisonter. Nordmannsgran som vi kender som juletræet stammer fra Kaukasus-landene. Nobilis-gran som vi bruger til juledekorationer stammer fra det vestlige Nordamerika. Rødgranen – et af vores almindeligste skovtræer er heller ikke oprindelig i Danmark, men blev indført omkring 1730.
De gamle vikinger og vores forfædre i middelalderen kendte således ikke til granskoven – udover hvad de måske havde set i udlandet.
I dag dyrker danskerne så mange grantræer at vi sælger juletræer i tusindvis til både nordmænd, svenskere og tyskere. Nu er nåletræerne en integreret og uundværlig del af skoven og mange dyre- og fuglearter har knyttet sig hertil.
Granskovens indtog gav nye arter til landet
Sortmejsen, fuglekongen og korsnæb er nogle af de fugle der ikke kan undvære granskoven. Her finder de deres føde. Det gælder også for flagspætten, der det meste af vinteren lever af de frø, der sidder i grankoglerne. Af og til kan man ligefrem finde dynger af kogler under det træ, hvor spætten har siddet.
Egern og mus nyder også godt af koglerne.
Myretuen – bygget af grannåle
Ofte kan man her om vinteren finde myretuer, hvori der er gravet dybe huller. Det er spættens værk i sin søgen efter myrer. Skovmyrerne gemmer sig i tuens indre – gerne helt under jorden. Ikke for at undgå spætten, men for frosten. Skovmyrer dør nemlig allerede ved få minus grader. I myretuens indre omdanner svampe og mikroorganismer det døde plantemateriale, hvoraf myrerne har bygget deres palads. Præcis som det sker i havens kompostdynge. Denne proces danner varme og holder myretuens indre fri af frosten. Det kan derfor være skæbnesvangert når spætten graver sig ind i tuen.
/NL
