Europæisk vildkat på vej mod nord

En vildkat er observeret i Nordtyskland. Er vildkattene på vej mod nord? Foto: Aconcagua/Wikipedia.
En vildkat er observeret i Nordtyskland. Er vildkattene på vej mod nord? Foto: Aconcagua/Wikipedia.

Tamkattens vilde fætter på vej nord på

Godt 300 km syd for den dansk-tyske grænse, i Haster Skov vest for Hannover, er der observeret europæisk vildkat, hvilket er noget nordligere end den hidtil kendte udbredelse. Det særlige her, er at skoven ligger nord for den øst-vest gående Autobahn 2. Motorvejen regnes for en af de mest trafikerede veje i Europa og blev anset som en hindring for vildkattenes udbredelse op i Nordtyskland. Ikke desto mindre er der nu gjort et fund, skriver det tyske magasin Wild & Hund. Tyskerne har indsamlet hårprøver til genetisk analyse.

Lever ensomt.
Den europæiske vildkat (Felis silvestris silvestris eller Felis silvestris europeus) lever for det meste alene og opsøger kun andre artsfæller i parringstiden, som er i februar-marts. Vildkatten lever normalt i tætte, dybe skove, i bakkede og bjergrige områder i Centraleuropa og Sydeuropa. Den lever af små pattedyr som mus, men er ikke kostforagter og tager også gerne fugle, firben og insekter. Vildkatten er især aktiv i nattetimerne og det er primært her den jager.

Den europæiske vildkat er lidt større og kraftigere end tamkatten. Foto: Friedrich Hartl/Photoxpress.

Større og mere robust end tamkatten.
Den europæiske vildkat er lidt større og mere robust bygget end tamkatten, og har også en anderledes adfærd. Den er ret sky over for mennesker og alt for aggressiv af væsen til at tilpasse sig et liv med mennesker. Den regnes for næsten umulig at gøre tam. Dog stammer både tamkatten og den Europæiske vildkat fra samme forfader, den afrikanske vildkat (Felis silvestris lybica).

Selv om den europæiske vildkat i en fjern fortid har levet i Danmark er den aldrig blevet tæmmet. De tamkatte, der optræder i de danske, arkæologiske knoglefund, kom sydfra. Allerede omkring 2000-1500 f.Kr. blev den afrikansk-arabiske vildkat tæmmet i Egypten, og sidenhen bragte romerne den til Europa.

Kilder: Wild & Hund, Natmus.dk, Wikipedia.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...