Den engelske naturorganisation Royal Society for the Protection of Birds (RSPB) fastholder, at det er vigtigt at det britiske forbud mod fiskeri efter tobis i Nordsøen opretholdes.
Det britiske forbud, der forbyder tobistrawlere, der fisker i de engelske og skotske dele af Nordsøen, trådte i kraft i foråret 2024 efter pres fra natur- og miljøorganisationer, der er bekymret over de faldende havfuglebestande.
Efter pres fra dansk side vil EU nu indlede en sag mod briterne for at ophæve forbuddet.
“I 2024 har vi nået en historisk sejr – efter mange års kampagne i England og Skotland er industrielt tobisfiskeri nu lukket i de engelske farvande i Nordsøen og alle skotske farvande. Dette er gode nyheder for havfugle som lunder (søpapegøjer) og rider“, skriver Royal Society for the Protection of Birds (RSPB) i en pressemeddelelse.
I BBC TV-serien Wild Isles har Sir David Attenborough tidligere fremhævet det pres som havfuglene står overfor, herunder tobisens kritiske rolle i marine økosystemer i BBC TV-serien Wild Isles.
Birdlife Denmark oplyser, at bestanden af mågearten ride i Nordvesteuropa er gået meget stærkt tilbage siden 1990’erne. Tilbagegangen af tobis tilskrives også klimadrevne ændringer i økosystemet, hvor de vandlopper som tobis især lever af, nærmest er forsvundet fra Nordsøen.
Tobisen, der på engelsk hedder sandeel (sand-ål) anses for et vigtigt led i Nordsøens fødekæde, og et for kraftigt trawl-fiskeri menes derfor at have negative konsekvenser for bestandene af en række fisk, havpattedyr og havfugle.
Forbud rammer især danske fiskere
Især danske fiskere har specialiseret sig i fisk efter tobis og har landet en stor del af tobis-fangsten i britisk farvand, da Storbritannien var en del af EU. Ved brexit blev der indgået en fiskeriaftale som danske tobis-fiskere nu mener, at englænderne bryder på grund af hensyn til havfugle.
RSPB fastholder, at hvis den britiske regering tilbagetrækker forbuddet vil det udgøre en trussel mod bestanden af havfugle. I mellemtiden kører Danmark EU i stillig, der vil indlede en sag mod Storbritannien for brud på fiskeriaftalen.
Den lille tobis betegnes som “industrifisk” da fiskene primært bruges til oliefremstilling, fiskemel – f.eks. til brug i hundemad. Selvom den lille fisk kun vejer 20-30 gram, så hentede danske fiskere ikke mindre end 118.000 tons topis fra Nordsøen i 2023.
Briterne vurderer, at antallet af havfugle vil øges med syv procent over de næste ti år når de danske fiskere ikke fanger tobis på Dokkerbanke.