DNA afslører flere danske ulve end ventet

Indsamlet dna fra bl.a. ulvelort (foto) og bidmærker fra byttedyr afslører dna fra 11 forskellige ulve i Danmark.
Indsamlet dna fra bl.a. ulvelort (foto) og bidmærker fra byttedyr afslører dna fra 11 forskellige ulve i Danmark.

Mindst 11 forskellige ulve i Danmark.
I løbet af 2013 har Naturstyrelsen indsendt en lang række DNA-spor i form af indsamlet spyt fra bidmærker på døde dyr og dyreekskrementer til analyse hos DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Hvor de første resultater blot gav svar på, om der var tale om hund, kat, ræv eller ulv, så er der nu lavet nye analyser, der viser hver enkelt ulvs DNA-profil, og dermed kan man skelne de fundne ulve fra hinanden og også kønsbestemme dem.

Det viser sig nu, at indsendte prøver, som Naturstyrelsens ulvekonsulenter i Jylland har indsamlet, viser spor af sammenlagt seks forskellige hanulve. Prøverne er indsamlet så forskellige steder som Øbjerg/Toftlund i Sønderjylland, Børkop ved Vejle Fjord og Ålbæk i Salling syd for Limfjorden.

Dertil kommer en række prøver, som er indsamlet af private og Naturhistorisk Museum, Aarhus, og efterfølgende er prøverne blevet analyseret af DCE.

Kun han-ulve registreret.
Dermed kommer det samlede antal op på i alt 11 hanulve, der er eller har været i det jyske – og med den døde Thy-ulv er det samlede antal ulve, der med sikkerhed har været i Danmark, 12 hanulve.

Kilde: Naturstyrelsen

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...