Plastik i havet frigiver en svovlagtig lugt. Lugten er den samme lugt, der frigives af alger. Hvor der er alger er der gerne krill – en livret for mange havfugle.
Hvis det lugter af mad, og ligner mad, bør det vel være mad?
Det er dog ikke altid tilfældet for nogle af Jordens havfarende fugle, der af og til findes med mavesækken fuld af plastik. Det er kun i begrænset omfang undersøgt, hvorfor havfuglene i det hele taget begår den fejl at æde plastik. Det viser sig, at noget af havets plastikaffald udsender lugten af en svovlforbindelse, som nogle havfugle har udnyttet i tusinder af år til at fortælle dem, hvor de kan finde mad. Alger ædes af krill, et lille krebsdyr, der samtidig er primære fødekilde for mange havfugle. Når alger nedbrydes naturligt i havet, udsender de en stinkende svovllugt kendt som dimethyl sulfid. Havfugle i jagten på krill har lært, at forbinde svovllugten med deres fourageringsområder. Det viser en undersøgelse fra University of California.
Undersøgelsen, der blev offentliggjort i november 2016 i tidsskriftet Science, hjælper med at forklare, hvorfor plastindtagelse er mere udbredt hos nogle havfuglearter frem for andre. Stormfugle såsom petreller, albatrosser og mallemukker har rørformede næsebor fyldt med lugtevæv og dermed en veludviklet lugtesans. En sans, der har betydning i forbindelse med fødesøgningen. Det er netop denne gruppe af fugle, der er hårdest ramt af plastikforbruget.
/NL
Kilde: sciencedaily.com, nationalgeographic.com.