Efterår: Der er ikke mange aktive dagsommerfugle tilbage efter at vi har nået medio oktober. Men nogle hænger på lidt endnu. De sidste admiraler kan endnu ses på solrige dage. Snart går turen nogle tusinde kilometer mod syd.
Admiralen trækker ivrigt og hektisk. Den basker hurtigt med vingerne og evner at flyve langt uden hvil. Endda over åbent hav. Admiralen er en decideret træksommerfugl og man har fundet eksemplarer så langt mod nord som Færøerne, Island og Grønland, hvilket er ganske imponerende.
Tilflyver fra syd mod Danmarks brændenælder.
Hvert år kommer admiralen tilflyvende til Danmark fra syd. Den lægger sine æg på solbeskinnede brændenælder, hvor larverne lever, vokser sig store – og bliver til en ny, danskfødt generation af admiraler. Det er disse sommerfugle vi kan opleve langt hen på efteråret. Admiralerne elsker gærede nedfaldsfrugter eller træsaft fra træer.
Trækker til Sydeuropa og Nordafrika når kulden kommer.
Når efteråret begynder at vise tænder og tiden for frostnætter nærmer sig, så takker admiralen af og sætter kursen mod syd – til det lunere Sydeuropa – eller måske helt til Nordafrika. Nogle slipper den attraktive, lokkende frugt for sent og dræbes af kulden.
Enkelte prøver lykken og forsøger at overvintre – og er vinteren mild lykkedes det for nogle. I takt med klimaforandringerne vil flere måske i fremtiden løbe risikoen med succes?
/MR
Kilder: Danske dagsommerfugle/Michael Stoltze, Naturbasen.dk. Forsidefoto: Steppeland, Dreamstime.com.