Kjersgaards Danmark læst og vurderet af Marianne Riis, VisitNature.
Små fortællinger om historiske begivenheder.
Især den ældre generation vil kunne huske historikeren og forfatteren Erik Kjersgaard fra tv i 1980’erne og 1990’erne, hvor han ude på den historiske lokalitet, med forklarende armbevægelser, fortalte om fortidens begivenheder og hændelser. I en længere årrække skrev Erik Kjersgaard for Weekendavisen med små fortællinger og historiske beskrivelser. Disse mange artikler er samlet i Kjersgaards Danmark – fordelt på fire bind om henholdsvis Jylland, Fyn og øerne, Sjælland og København.
NaturGuide.dk har haft lejlighed til at læse de to første bind om Jylland og Fyn, Lolland-Falser og Møn. De to sidste bind ventes at udkomme i 2014.
Bøgerne er opbygget geografisk så man kan kaste sig over netop det område man bor eller befinder sig i. De enkelte fortællinger er generelt korte, 2-3 sider og man kan således tappe af historiens vingesus i små, tilgængelige bidder.
Billedligt og levende sprog
Kjersgaard er, som den gode formidler, meget billedlig i sit sprog. Om Gudenåens pramfart skriver han eksempelvis at ”…sporene har tabt sig som ringe i vandet”
I de historiske beskrivelser, hvor Kjersgaard også tillader at resonere og konkludere, holdes ikke kun på historien, men også sprogets form – i historisk stil, fristes man til at sige. Således bliver gåture til ”promenade” og fagkyndig til ”mand af faget”. Det lidt konservative sprogbrug sammen med de talrige indskudte sætninger, kan indledningsvis virke lidt tungt. Bogen er faktisk bedst, hvis man som læser evner at se den fortællende Kjersgaard for sig – gestikulerende gå rundt i landskabet. De mange indskudte delfortællinger og resoneringer passer nemlig fint til tv-manuskriptets talesprog og er et tydeligt eksempel på Kjersgaards levende formidling – også på skrift.
For få billeder.
Bøgerne er illustreret af fotografen Henrik Saxgren. Illustreret er dog så meget sagt, da der er relativt få billeder i bogen efter min mening. Tilmed er de enkelte fotos photoshoppet lidt rigeligt og fremstår gennemgående ret dystre, dunkle – med udgangspunkt i det mørke vinterhalvår. Effekten, hvor f.eks. himlen over Ringkøbing Fjord er kulsort, giver billederne et dramatisk og næsten kunstnerisk islæt, hvilket sikkert også er meningen (og ofte ganske flot). Her kunne jeg dog godt tænke mig at de historiske fortællinger – om så de går tilbage til den mørke middelalder, ikke nødvendigvis følges af dystre visualiseringer.
Tilmed mangler jeg en del billeder i bogen f.eks. af landskabet ved Sankt Jørgensbjerg, hvor den jyske bondehær blev nedkæmpet.
Naturhistorie og kulturhistorie må i formidlingen gerne bindes sammen – og mange guider og naturvejledere kan her med minimal indsats let opsnappe en ekstra bonushistorie til deres lyttende publikum. For alle andre vil de enkelte, geografisk opdelte bind, give en fin tilgang til udvalgte fortællinger fra hjemstavnens fortid, der som regel alt andet lige, har størst interesse. På den baggrund er det ikke nødvendigvis et must at berige sig alle fire bind.
Erik Kjersgaard: Kjersgaards Danmark – Jylland, 336 sider, vejledende pris 249,95 kr.
Erik Kjersgaard: Kjersgaards Danmark – Fyn, Lolland-Falster og Møn, 180 sider, vejledende pris 199,95 kr.
Gyldendal 2013.