Boganmeldelse: Biodiversitet – Sådan skaber vi en rigere natur

Grav et vandhul, lad græsplænen vokse vildt, og vær med til at redde biodiversiteten

Forsiden af bogen. Illustrationer af Jens Gregersen

Læst af naturskribent Søren Olsen.

Nogle gange kan små ting være med til at gøre forskel for at hjælpe naturen og øge biodiversiteten. Hvis man har en have, kan man for eksempel grave et vandhul. Selv en lille havedam vil hurtigt få besøg af frøer, salamandre, guldsmede og meget andet liv. En enkel måde at lave en naturvenlig havedam på, finder man i ”Biodiversitet – Sådan skaber vi en rigere natur”, der er en praktisk og opmuntrende bog om, hvordan man personligt og gennem fællesskaber kan bidrage til en rig og mangfoldig natur.

Bogen er skrevet af Mona Klippenberg og Michael Stoltze, der har arbejdet med emnet i mange år. De er kommet frem til, at man ikke kan overlade det til kommunerne og politikerne alene at sikre mangfoldigheden i den danske natur fremover. Så hvis man har en have eller et stykke jord, man gerne vil dyrke naturvenligt, eller hvis man vil bidrage til, at ens arbejdsplads tager større hensyn til naturen, er bogen et godt sted at begynde.

Stribetæger. Foto: Michael Stoltze
Larver af måneplat har forskellige løvtræer som foderplanter. Foto: Michael Stoltze.

I bogen får man at vide, hvad biodiversitet egentlig er, hvordan man passer på udsatte naturtyper og hvordan man skaber gode livsbetingelser for både dyr og planter. Bogen er gennemillustreret med de smukkeste fotos, hvilket pointerer, hvad vi vil miste, hvis biodiversitetskrisen ikke vendes. En stor del af bogen indeholder 20 konkrete forslag, man selv kan gå i gang med for at øge biodiversiteten i sit nærområde.

Blandt de 20 forslag finder man et forslag om at bevare gamle træer, at droppe giften, bekæmpe invasive arter, spare på gødningen og donere et område til vild natur. Det sidste har mange gjort, blandt andet Peder Størup ved Silkeborg, der har omlagt 27 hektar af familiens landbrugsjord til naturen. En af bogens styrker er netop, at den indeholder beretninger fra det virkelige liv, hvor personer har gjort en forskel for naturen.

Bogen indeholder også en oversigt over 50 hjemmehørende planter, der er specielt gode for truede dyrearter. De knap 300 farvefotos giver et indblik i danske naturperler og spændende arter. Det er ikke den første bog om emnet, men den første bog, der for alvor behandler emnet for almindelige mennesker.

Mona Klippenberg & Michael Stoltze: Biodiversitet – Sådan skaber vi en rigere natur. 270 sider, 300 kr., Lindhardt og Ringhof.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...