Vinter wellness i isvand?

Vinterbadning handler om vilje, overvindelse og velvære, der udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet. NaturGuide.dk tager temperaturen på det kolde gys.

Marianne Riis tager temperaturen på vinterbadning
Selvfølgelig måtte NaturGuide.dk's redaktør også en tur i det kolde gys.

Vinterbadning er populært i det danske vikingeland, hvor der findes omkring 25.000 organiserede vinterbadere, fordelt på mere end 93 klubber. Dertil kommer de rigtig mange, der vinterbader udenfor klubberne. Det anslår Rådet for Større Badesikkerhed.

Bliver man sundere af vinterbadning?

Undersøgelser viser, at vinterbadere har færre sygedage og de føler sig sundere – men forskerne ved ikke, hvad der kommer først. Er det sunde mennesker, der vinterbader – eller bliver man simpelthen sundere af at vinterbade? En dukkert i det iskolde vand sætter kroppens forsvar på overarbejde. Kuldechokket udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet.
Det kolde gys aktiverer en række stresshormoner, der igen aktiverer immunsystemet, så der kommer flere hvide blodlegemer ud i blodbanen. Det samme sker, hvis man udsætter kroppen for andre former for akut fysisk stress, f.eks. fysisk aktivitet. Adrenalinniveauet stiger og hidkalder de hvide blodlegemer, heriblandt de såkaldte naturlige dræberceller, hvorved kroppen måske bliver bedre til at bekæmpe infektioner. Nogle studier viser, at risikoen for at blive inficeret med halssygdomme er 40% mindre hos vinterbadere.

Naturvejleder Niels Lisborg vinterbader
Naturvejleder Niels Lisborg tager gerne en vinterdukkert i det iskolde vand. “Det giver lidt en følelse af sejr og vikingevilje at overvinde det kolde vand – og bagefter i saunaen er det en fantastisk rus af endorfiner og adrenalin”.

Ikke for mennesker med svagt hjerte.
Vinterbadning og kuldechok er dog ikke for mennesker med svagt hjerte. Professor Maja-Lisa Løchen ved Norges Arktiske Universitet siger på baggrund af kinesisk forskning, at det ser ud til at vinterbadere, der vinterbader regelmæssigt i mange år, har en højere dødelighed af hjerteanfald og slagtilfælde. Indtil videre er der kun begrænset forskning omkring langsigtede effekter af vinterbadning.

“Umiddelbart er det jo helt forrykt at slå hul på isen med øksen og derefter hoppe ned i det iskolde vand…”

Vilje, overvindelse og velvære.

Naturvejleder Niels Lisborg, der i 2003 tog initiativ til NaturGuide.dk, er selv vinterbader og fortæller at for ham er vinterbadning også en øvelse i selvkontrol. “Umiddelbart er det jo helt forrykt at slå hul på isen med øksen og derefter hoppe ned i det iskolde vand“, siger han. “For mit vedkommende har jeg mit eget vinterbadested. En lille sø ved siden af familiens fritidshus. Det giver lidt en følelse af sejr og vikingevilje at overvinde det kolde vand – og bagefter i saunaen er det en fantastisk rus af endorfiner og adrenalin. Jeg kan kun sige at jeg føler mig godt tilpas efter en dukkert – og jeg bliver bare i bedre humør”, siger han.
Som så mange andre er Niels Lisborg ikke organiseret i en vinterbadeklub. “Når jeg vinterbader er det ikke det sociale jeg søger. Her er jeg 100 % i kontakt med mig selv. For mig er det en ego-ting, der giver selvtillid og velvære“, siger Niels Lisborg. Det kulde vand er ikke helt ukendt for Niels. Da han i sin tid tog dykkercertifikat var det i snevejr i 4 grader koldt vand – i våddragt – og han har siden dykket og snorklet langs de danske kyster i stort set alle årets måneder!

Aktuelle annoncepriser og tilbud (opdateres hver uge)

Vinterbaderåd

De fleste anbefaler at man som kommende vinterbader begynder at bade regelmæssigt allerede fra efteråret, så kroppen efterhånden tilvænnes. Hvis du gerne vil vinterbade, bør du følge disse råd:

1. Hvis du har svagt hjerte, skal du ikke gå i vandet.
2. Bad aldrig alene eller uden opsyn!
3. Spring aldrig på hovedet i vandet, sænk kroppen roligt ned i vandet og undgå gerne at få hovedet under vand (Voldsom afkøling af hovedet kan give hovedpine.)
4. Man bør kunne bunde, der hvor man bader.
5. Der må ikke være understrøm, der hvor der vinterbades.
6. Ishuller skal være rigeligt store. Svøm aldrig under isen.
8. Husk, nyis kan være skarp. Fjern isflager i hullet.

Aktuelle annoncepriser og tilbud (opdateres hver uge)

Kilder: Sund-forskning.dk, Dagens.dk, Videnskab.dk, Politiken.dk.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE