Hvordan vasker, tørrer og vedligeholder du bedst din sovepose?
Her er lidt tips til hvordan du bedst vasker soveposen når det er nødvendigt, men også hvordan du helt eller delvis kan undgå vask så din sovepose bedst muligt bevarer isoleringsevnen.
Lagenpose
Vi starter lidt bagfra, nemlig med hvordan du helt eller delvis undgår at soveposen bliver beskidt indvendig. Løsningen hedder en lagenpose! Lagenposen fungerer som en inderpose til selve soveposen – nærmest som et betræk på en seng. Lagenposer er, modsat soveposer, nemme at vaske. Ved brug af lagenpose vil det meste sved og snavs nemlig sætte sig her og du undgår at vaske din sovepose.
Lagenposer findes i flere forskellige udgaver, hvor nogle er lette og derved en fordel på vandreture og andre i den tungere ende, men de er oftest varmere og fungerer som et isolerende tillæg til din sovepose. Valget vil være individuelt alt efter behov. De fleste friluftsliv-butikker forhandler lagenposer og har du spenderet gode penge i en god sovepose, vil jeg kraftigt anbefale at du også køber en lagenpose – for at beskytte din sovepose. Vi fandt et udvalg hos OutdoorPro.dk (annoncelink til butik).
Vaskeguide
Hvis man nu ikke har beskyttet sin sovepose med en lagenpose og soveposen bare er blevet godt beskidt og trænger til en vask, er det vigtigt at kigge på vaskevejledningen på soveposen. Der er nemlig forskellige faktorer, der skal tages hensyn til. Er det eksempelvis en sovepose med dun eller fibre? Hvis soveposen kan maskinvaskes og man ikke selv har en stor vaskemaskine eller tørretumbler kan det være en fordel at tage på vaskeri, hvor der er store industrivaskemaskiner.
Vask af dunsovepose
Dunsoveposer varmer bedre end syntetiske produkter i forhold til vægten og er tilmed meget behagelige at bruge da dunsoveposer bedre tillader passage af damp og fugt fra kroppen. Det kræver til gengæld, at posen bliver luftet og tørret godt efter natten, da dun ikke tåler fugt i længere tid.
Soveposer med dunfyld er mere sarte når det kommer til vask end soveposer med fiberfyld eller anden syntetisk materiale. En dunsovepose skal vaskes ved lave temperaturer, max 30 grader. Det er dog optimalt at vaske soveposen i hånden, hvis man har en stor balje eller et badekar.
- Alle lynlåse skal lukkes inden vask. Det samme gælder for eventuelle velcro-lukninger.
- Brug aldrig skyllemiddel eller blegemiddel.
- Brug et vaskemiddel specielt til dun – f.eks. Granger's dunvaskesæt eller Nikwax Down Wash (annoncelink til butik). Husk at enzymer i almindelige vaskemidler kan beskadige dunene og nedsætte isoleringsevnen. Vasker du i hånden er det vigtigt, at alt sæben skylles ud efter vask så der ikke kommer skjolder.
- Ved maskinvask bør man benytte det program der står på vaskeanvisningen. Dog altid let centrifugering.
- Det er vigtigt at tørre en dunsovepose straks efter vask så dunene ikke klumper sammen. En dunsovepose tørres bedst i tørretumbler, dog er det vigtigt, at det sker ved lav varme.
- Husk at tage soveposen ud og ryste den lidt med jævne mellemrum for at fordele dunene. Man kan med fordel smide et par tennisbolde med i tørretumbleren, da de hjælper med at fordele dunene.
- Husk, at det tager lang tid at tørre soveposen. Det er vigtigt, at alle dunene er helt tørre.
Vask af fibersovepose
Fibersoveposer er generelt billigere end dunsoveposer, men har også den fordel at de bedre tåler fugt og er derfor ofte velegnede i fugtige, regnfulde miljøer.
Fremgangsmåden for at vaske en sovepose med fiber eller anden syntetisk materiale, er meget lig fremgangsmåden med en dunsovepose. Dog er der alligevel nogle væsentlige forskelle.
- Nogle fibersoveposer kan maskinvaskes helt op til 40 grader. Husk at kigge på vaskeanvisningen.
- Brug gerne et mildt vaskemiddel uden blegemiddel.
- Brug aldrig skyllemiddel eller blegemiddel.
- Modsat soveposer med dun bør fibersoveposer ikke tørres i tørretumbler. De skal helst lufttørres eventuelt på et lagen ovenpå et tørrestativ.
- Under tørringen er det også godt at ryste soveposen med jævne mellemrum for at ryste fibrene på plads.
Tips:
Vask kun en sovepose af gangen, hvis det er i en vaskemaskine. Jo større maskine, jo bedre.
Hæng ikke din sovepose til tørring på en snor, da fibre og dun kan klumpe sammen. Fordel soveposen over flere tørresnore om muligt.
Fjern pletter og snavs inden vask med en let fugtig svamp. Måske er det nok til helt at undgå en vask?
Vidste du, at din sovepose har bedst af, at blive opbevaret i ukomprimeret stand? – ude af pakposen.
NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning.