Den violette kejser på Amager
Englænderne kan noget med sommerfuglenavne. Tag f.eks. vores egen tidselsommerfugl. Den hedder noget så flot som “painted lady” på engelsk og nu kan vi også tælle “the Lesser Purple Emperor” – den violette kejser – blandt de danske sommerfugle. Kejseren hedder på dansk øjeplet-iris eller blot Ilia, der er det latinske artsnavn.
Øjeplet-irisen (Apatura ilia) blev registreret på Amager i 2011. Allerede året efter blev der set flere hanner og hunner på Amager – og Naturstyrelsen vurderer, at der nu er grundlag for en ynglebestand og arten kan betragtes som en ny dansk art.
Øjeplet-irisen regnes for at høre blandt de arter, der indvandrer som følge af klimaforandringerne. Et gradvist mildere klima lokker flere arter mod nord og flere forskere påpeger at Danmark kan vente flere sydligere indvandrere de kommende år.
/MR