Julen byder på sukkersøde regnorme.

Regnormen Dendrobaena octaedra er om vinteren fuld af sukker, hvilket nedsætter frysepunktet for regnormens kropsvæske

Muldvarpens søde juletid.
Muldvarpen går ikke i dvale om vinteren, hvilket vinterlige muldvarpeskud tydeligvis afslører. Nu er det ikke længere nemt at finde insekter og i vinterhalvåret udgør regnorme derfor hovedparten af føden. Når det bliver koldt søger mange regnorme dybere – og muldvarpen følger efter. Ikke alle regnorme lader sig dog skræmme af kulden. Den danske regnorme-art med det videnskabelige navn Dendrobaena octaedra har en hel særlig tilpasning til vinteren. Regnormen forsvarer sig mod kulden ved at regulere sit blodsukker. Et højt sukkerindhold nedsætter nemlig frysepunktet for regnormens kropsvæske. Når regnormen udsættes for frost sker der en øget dannelse af glukose (sukker), som kan optræde i koncentrationer flere hundrede gange højere end i sommertiden. Indholdet af sukker i disse regnorme er om vinteren helt oppe på 30 gram per liter væske. Det er nok til at de vil smage sødt, hvis man spiste dem! Og det gør muldvarpen med velbehag.

Muldvarpen samler levende maddepoter
Kan muldvarpen fange flere regnorme end den kan spise laver den gerne et maddepot af levende regnorme, der gemmes i en hule tæt ved muldvarpens rede. Muldvarpen bider regnormenes forreste led af og sikrer derved at de ikke kan flygte. Herhjemme er der fundet muldvarpedepoter med mere end 500 regnorme.

Muldvarpens kraftige, bjørnelignende gravekløer er yderst effektive når der skal graves underjordiske gange.

Kilder: Evolution.dk, Danmarks Pattedyr/Bent Muus

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...