En læser har i skoven fundet et gevir fra en kronhjort – en såkaldt kastestang, og spørger hvor stor og tung kan kronhjortens gevir egentlig blive?
Hjortens gevir tabes hvert år i februar og marts.
Det er kun hannen – hjorten, der opsætter gevir. Hvert år i februar og marts taber hjorten sit gevir, der knækker af ved hovedskallen. De største og ældste hjorte kaster deres gevir først – og lidt senere de unge hjorte.
Kort efter at det gamle gevir er faldet af, begynder et nyt gevir at vokse frem. Det nye gevir dannes af bindevæv, der forkalker i takt med at geviret vokser. Det nye gevir er dækket af en brun pelsagtig hud, der kaldes bast. Det er gennem basthuden at geviret får tilført de næringsstoffer, der skal til for at geviret vokser. Når geviret er færdigvokset dør basthuden – og hjorten gnubber basten af geviret ved at feje geviret på træer og buske.
Geviret kan udgøre halvdelen af skelettets vægt.
Det er en imponerende præstation at hjorten kan opbygge et helt nyt gevir på få måneder!
Hos store, danske kronhjorte kan et gevir veje op til ca. 10 kg, hvilket svarer til det halve af hele skelettets vægt.
Unge kronhjorte har små gevirer med en eller få sprosser på hver stang. Geviret bliver normalt større for hvert år, indtil hjorten kulminerer i en alder på ca. 12-14 år.
Den største, kendte kronhjort med det tungeste gevir stammer fra New Zealand, hvor kronvildtet oprindeligt er indført fra Europa. Her har hjorten “Davidson” præsteret et gevir på lidt over 20 kg med ikke mindre end 57 sprosser – en såkaldt 57 ender.
Den uddøde, irske kæmpehjort (Megaloceros giganteus), der levede i Danmark for ca. 12.000 år siden, havde et gevir, der var 4 m bredt og vejede op til ca. 45 kg.
/JN
