En klassisk, dansk flæskesteg med sprøde svær over bål – og et strej af vildmark. Det er ikke så svært endda.
Af Marianne Riis.
Mad over bål er meget mere end pølser og snobrød. Man kan næsten lave hvad som helst over bål. Det hjælper selvfølgelig med det rette udstyr i form af bålfad, grillrist, bålgryde m.m. Det er på en gang tiltalende at være uafhængig af el og moderne teknologi – og samtidig tilberede mad som vores forfædre i princippet har gjort i årtusinder – over bålets flammer og gløder.
Vi satte os for at lave en klassisk dansk flæskesteg med sprøde svær over bål – og et strej af vildmark.
Først bålet.
Først skulle der godt gang i bålfadet. Der blev tændt op med birkespåner og efterfølgende lagde vi kløvede brændestykker af bøg i ilden. Efter en god ½ time var der godt med gløder. Risten, der hang på en trefod over bålet, blev sænket ned i ca. 30 cm højde over gløderne.
Sprøde svær og fedtflammer
Vores ca. 1½ kg flæskesteg fik sværsiden ridset med en kniv – ikke for dybt, snittet må ikke nå ned i købet! Stegen blev gnedet ind i lidt vild timian og knust enebær som vi havde fundet derude. Det hører sig sikkert ikke til på en flæskesteg, men den måtte godt få et snert af vildmark.
Vi erfarede hurtigt at vores bålfad godt måtte være et nummer større i diameter. Ikke fordi det vi brugte ikke fungerede, men fordi at fedtet fra stegen løb ned i gløderne og let blev antændt til flammer. Vi skubbede derfor gløderne væk lige under stegen og fik derfor i højere grad en indirekte varme. Fra siden skulle gløderne af og til fodres med små, nye brændestykker for at holde bålet i gang. Det er derved lidt mere krævende at stege over bål fremfor i en grill. Atmosfæren og stemningen var dog helt i top.
Annonce:
Alt i udstyr til bål og bålmad.
Efter blot 5-10 minutter på risten blev sværsiden gnedet ind med ca. 20 gram salt, der bistår til at skabe sprøde svær. På et tidspunkt fik stegen også en tur med sværene nedad. Det blev lige kækt nok, men resulterede i knasende sprøde svær – nogle måske lidt for sprøde.
Samlet fik vores 1½ kg flæskesteg ca. 5 kvarter over bålet. Så var den klar! Undervejs havde vi bl.a. tilberedt kartofler, der indpakket i staniol, næsten passede sig selv.
For mig var det store hit et nybagt, groft stykke brød med en god, tyk skive dampende flæskesteg. Fantastisk!