Bålbrød med honning!

Jeg elsker bålmad og brød er ingen undtagelse. Det smager bare lidt bedre når det har bagt over gløderne.

Af Marianne Riis

Bålbrød med honning og græsk yoghurt.

Jeg har efterhånden prøvet at lave en del brød over bål, men en opskrift vinder alligevel over de andre og resten af familien giver mig ret. Fladbrød med honning! Det er en opskrift jeg har fundet i bogen ”Bogen om bålmad”. Det er en opskrift, der egner sig godt til bålet i haven eller shelterturen, men knap så godt til den længere vandretur grundet de forskellige ingredienser. Men glæd dig – det smager fantastisk.

Opskrift:

  • 18 g gær.
  • 200 g vand (2 dl.).
  • 2 spsk græsk yoghurt.
  • 2-3 spsk honning.
  • 2 spsk salt.
  • 350 g hvedemel ”Tipo 00” (ca. 6 dl.)
  • Lidt ekstra mel til når brødene har hævet og formes.
Flade bålbrød på en bålrist. En grill kan også bruges.

Fremgangsmåde:

Når gæren er rørt ud i vandet tilsættes de andre ingredienser, imens du rører rundt. Der er ingen grund til at ælte dejen i lang tid, blot rør det hele grundigt sammen. Herefter skal dejen hæve et par timer.
Det er en ret fugtig og blød dej. Derfor drysses, efter hævning, et pænt lag mel på bordet – eller det skærebræt du har med på turen. Hæl dejen oveni melet og drys derefter endnu et lag mel ovenpå dejen. Når bålet er klar med gløder lægger du en rist over. Træk et stykke af dejklumpen og mas det fladt med hænderne. Hiv og stræk gerne i dejen, så det bliver fladt. Den flade brød lægges på risten. Brødet vil boble op og det passer ofte med at det er klar til at blive vendt. Bålbrødet er færdigt når det har en flot gylden farve.

Opskriften her er til ca. 8 personer, men vi plejer uden problemer at spise hele portionen og vi er kun 4 i familien (men vi også alle vilde med brødet).

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE