Edderkoppens sidste sæson

September er edderkoppesæson. Ikke fordi at der ikke findes edderkopper i årets øvrige måneder, men i september afslører vejskiftet og duggen tusinder af edderkoppespind.

I det tidlige efterår afsløres edderkoppernes fangstnet af dugdråber. Nederst til venstre ses et såkaldt tæppespind. Midt i billedet det klassiske, runde hjulspind.

Man kan i det tidlige efterår ikke gå en morgentur henover engen eller i skoven uden at se de mange edderkoppespind, der afsløres af den friske morgendug. Måske ikke optimalt for edderkoppen selv, da hvert enkelt net normalt er en usynlig insektfælde, der skaffer edderkoppen føden. Om det i praksis gør den store forskel for insekternes facetøjne, ved jeg ikke. For de store gamle hjulspindere er det alligevel snart slut.
De edderkopper vi oftest bemærker på turen derude er netop hjulspindernes karakteristiske store, runde hjulspind. I denne tid ses de store hunner med runde æg-fyldte bagkroppe. Mest bemærket er den klassiske korsedderkop, men også kvadrat-edderkoppen, der i statur og størrelse ligner meget.

Korsedderkoppen er nok vores bedst kendte hjulspinder. Den findes i forskellige farvevariationer.

Det sidste efterår

Disse store, runde damer lever deres sidste efterår. For korsedderkoppehunnen er det hendes andet efterår. Først i denne sæson er hun blevet kønsmoden. For kvadratedderkoppen er det både første og sidste efterår. Hun bliver kun det ene år.
Når hunner hen på efteråret har lagt æg, så dør de – og de når aldrig at opleve deres egne unger.

Kvadratedderkoppen kendes lettest på de fire “pletter” på bagkroppen. Ligesom hos korsedderkoppen optræder kvadratedderkoppen i flere farvevarianter.

Har man øjnene med sig er der dog mange forskellige typer edderkoppespind. Lavt i vegetationen og henover buske ses fine vandrette tæppespind. Tæppespindere kaldes de 8-benede producenter bag de vandrette fangstnet. Almindelig Baldakinspinder hører til de mest almindelige i denne gruppe.

Morgenduggen afslører de mange tæppespind i vegetationen.

Ikke alle edderkopper bruger fangstnet

I Danmarks har vi over 530 forskellige edderkoppearter – og ikke alle arter laver fangstspind. Nogle arter jager som ulve i skovbunden. Nogle arter fanger insekter ved bogstaveligt at springe på byttet og overrumple det frem for at vente på at maden fanger sig selv i et edderkoppespind.

Vidste du?

For nogle år siden regnede forskere fra University of Basel i Schweiz og Lunds Universitet i Sverige sig frem til, at verdens samlede bestand af edderkopper æder mellem 400 og op mod 800 millioner tons kødbytte (langt primært insekter) hvert år. Det er langt mere i tons end jordens befolkning af mennesker spiser af kød og fisk. Det siger noget om edderkoppernes betydning i jordens økosystem.
/MR

En korsedderkop pakker en flue ind i edderkoppesilke. På verdensplan bliver det årligt til mellem 400-800 millioner tons bytte for alle jordens edderkopper.
Kilder: VildMedHaven.dk, Videnskab.dk, dr.dk, danmarks-edderkoper.dk, sciencedaily.com. Forsidefoto: Hjulspind/Millda,Dreamstime.com.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...