En stærk og robust amerikaner på retur.
Engang var hvidgranen vidt udbredt som robust lægiver i skovkanter og læhegn. I dag plantes den næsten ikke længere og er ved at forsvinde fra landskabet, hvor den især i Nord- og Vestjylland tidligere har været karaktertræ i det forblæste landbrugsland.
Hvidgranen (Picea glauca) er trods navnet ikke lys eller hvid, men har blågrønne nåle. Om foråret er træets blomster næsten jordbærrøde.
Ligesom Danmarks øvrige grantræer er hvidgranen ikke oprindelig i Danmark, selvom den efterhånden har en lang historie herhjemme. Hvidgranen har oprindelse i Nordamerika og er udbredt i Canada og Alaska. Træet blev hentet til Europa omkring år 1700.
Det hårdføre, robuste træ kan klare sig på mager og næringsfattig jord og tåler også hård vind. Af samme grund blev hvidgranen populær herhjemme i læplantninger og læhegn – særligt i de næringsfattige nord- og vestjyske hedeegne. Hvidgraner bruges dog stort set ikke mere i læplantninger, hvor den er erstattet af hjemmehørende løvtræer og -buske eller den nært beslægtede sitkagran. Da hvidgranen desuden ikke anvendes i skovbruget er hvidgranens udbredelse i tilbagegang. Af og til møder man den stadig i gamle læhegn eller i kanten af plantager, hvor den er selvsået fra træets mange fine, små kogler.
Hvor hvidgran efterhånden er ved at aftage i udbredelse og forsvinde fra Danmark, er den siden 1974 indført i Sydvestgrønland i nogle plantningsforsøg, hvor træet tilsyneladende trives godt.
Kilde: Træer og buske i landskabet/Helge Vedel
