Den forunderlige bøgenonne!

Bøgenonnelarve hvor det "ekstra sorte øje" er blottet. Foto: Pethan Amelisweerd CC BY-SA 3.0 Wikimedia
Bøgenonnelarve hvor det “ekstra sorte øje” er blottet. Foto: Pethan Amelisweerd CC BY-SA 3.0 Wikimedia
Bøgenonne i hvilestilling. Foto: Kurt Kulac CC BY-SA 3.0 Wikimedia
Bøgenonne i hvilestilling. Foto: Kurt Kulac CC BY-SA 3.0 Wikimedia

Natsommerfuglen Bøgenonne

Det ekstra, sorte øje.
Bøgenonnen (Calliteara pudibunda) er en lodden størrelse og det gør sig gældende både når man taler om larven, men også den voksne sommerfugl. Den forunderlige larve er 20-45 mm stor med fine hvid/gule børster. I mellem børsterne er der sorte bånd og på bagkroppen får den en fin rød pensel eller haledusk. Det har de helt unge individer dog ikke. Som forsvar kan den frembringe et ”ekstra øje”. Det sker ved, at den bøjer hovedet ind under kroppen og derved blotter de sorte bånd som er i mellem børsterne. Det syner som et ekstra sort øje, der kommer frem og kan formentlig skræmme mange af dens fjender.
Den voksne natsværmer holder sig heller tilbage når den kommer til at være lodden. Det er især hannen som med de store antenner ser ret håret og busket ud. Når den ligger i hvilestilling strækker den sine lodne forben frem foran, sig hvilket blot forstærker effekten.

Et symbol på den tyske besættelse.
Sommerfuglen lever primært i bøgeskov som navnet også hentyder til, men den kan også findes i andre typer løvskov. Den er almindelig herhjemme men det er oftest den forunderlige larve som man lægger mærke til. Normalt giver den ikke problemer men det hænder, at de optræder så talrigt af de ligefrem kan afløve skovpartier af betydelig størrelse.
Under krigen i 1940 forekom et sådan angreb hvor larver af bøgenonne optrådte i stort antal på Køgeegnen. Det fik daværende redaktør G. Helweg-Larsen på Kristeligt Dagblad til at bruge det som et billede på den tyske besættelse.

Bøgenonne han Foto: Kurt Kulac CCBY-SA 3.0 Wikimedia
Bøgenonne han. De store følehorn har sanseorganer, som kan opfange feromon-dufte udsendt af hunnerne på lang afstand. Foto: Kurt Kulac CCBY-SA 3.0 Wikimedia

Fakta om bøgenonne:

Bøgenonnen kaldes også for stor penselspinder, rødhale, skov-børstespinder, bøgespinder og rødhalet penselspinder.
Den er mest udbredt i løvskovene i Østdanmark.
Den har et vingefang på 40-50 mm.
Hunnen er større end hannen.
De voksne sommerfugle ses sværme i maj og juni. Den er nataktiv.
Larven kan man se fra juli og helt hen i oktober.

MR/

Kilde: fugleognatur.dk, vestrehus.dk, denstoredanske.dk. Featured foto: NaturGrafik.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...