Ny spejderkogebog om bålmad – grønne retter målrettet børn og unge.
Mens sangdroslen synger i baggrunden og det lugter lidt af røg fra bålet, sidder jeg her med den nye kogebog fra Det Danske Spejderkorps, der byder på 69 bålopskrifter fra skolehavekonceptet “Haver til Maver” – testet af spejdere. Aftenens menu er æggekage med friske urter og efterfølgende bagepapirsindpakkede bagte æbler med kanel – bagt i en gryde med sand i bunden over rolige gløder. Begge er opskrifter fra “Ild, mad og fællesskab”. Jeg er dog ikke på spejderlejr, men såmænd blot på terrassen i haven, hvor vinden har lagt sig – og familien sidder samlet omkring bålfad, pande og gryde, hvor børnene – efter modvilligt at have sluppet mobiltelefonen, nu er optaget og engageret i vores fælles projekt.
Fællesskab omkring madprojektet
Bogen er klassisk “kogebogsagtigt” bygget op med trin for trin-beskrivelser af processen i de enkelte opskrifter og læseren bliver hjulpet godt igennem – eller læserne skulle jeg måske sige, da bogen lægger op til fællesskab omkring madprojektet, hvor der deles opgaver ud undervejs: “Hold bålet ved lige, læg alle råvarerne frem på et bord, tag oprydning og opvask løbende”. Intentionerne bag bogen er gode: positive fællesskaber for børn og unge, der laver mad omkring et bål. Det fungerer også helt fint for os her på terrassen. Opskrifterne er nemme at gå til og børnene for lov at være med i bålkokkeriet – og vi voksne giver lidt slip på rattet og tåler at urterne hakkes lidt groft og der kommer en lidt for stor skefuld honning i dressingen. Det er værd at bemærke, at alle opskrifter er doseret til 10 personer!
“Ild, mad og fællesskab” byder på masser af inspiration til fælles madlavning omkring bålet – hvad enten det er på spejderlejren, shelterturen eller en aften på terrassen omkring bålfadet.
Bål, brænde og bæredygtighed
I bogens forreste del er der god viden at hente om alt fra bålet og brænde til de 5 grundsmage. I afsnittet omkring bæredygtigt mad fokuseres der på CO2 og klimabelastningen, hvor oksekød og lammekød får en begmand. Her kunne jeg måske godt tænke mig den nuancerede krølle – da spejdere (bogens målgruppe) jo også gerne værner om naturen, at græsningsdyr som kødkvæg og får i Danmark har en stor betydning for Danmarks natur og biodiversitet, hvor lærker, stære, vadefugle – og mange blomster, urter og insekter er helt afhængige af enge, heder og overdrev, der græsses af danske husdyr. I modsætning til kølediskens store udvalg af kød fra Uruguay, Argentina og New Zealand.
Bogen kan downloades gratis
Bogens opskrifter er opdelt efter årstiderne og råvaresæson, men ikke mere kategorisk at sommerretter godt kan laves om foråret. Opskrifterne er ikke til en vildmarkstur i ødemarken, men mere til madlavning ved spejderhytten, skolen, foreninger og familier, hvor flere er sammen. Bogen er fint illustreret med inspirerende fotos – og jeg er sikker på at vi hos os netop vil lade os inspirere til mere bålmad i det fri i tiden foran os.
Bogen kan købes hos Spejder Sport for 150 kr., men du kan se, læse og downloade bogen gratis hos Det Danske Spejderkorps.
“Ild, mad og fællesskab. Grønne retter til børn og unge”. Det Danske Spejderkorps 2024. Hardcover, 161 sider. Opskrifterne er udviklet af “Haver til Maver” og udgivet med støtte fra Friluftsrådet (udlodningsmidler til friluftsliv).