Boganmeldelse: De smukkeste kyster

En billedskøn bog om de sydsjællandske og mønske kyster.

Læst af naturskribent Søren Olsen.

Forsiden af bogen De smukkeste kyster.

Danmark må siges at være rig på kyster, og Vordingborg Kommune, der består af det sydligste Sjælland og Møn, har en lang kystlinje på hele 385 km. Her finder man ”De smukkeste kyster” i Danmark! Det mener både lokale folk og en gruppe naturkunstnere i sammenslutningen ”Danske kunstnere for natur og miljø”.

De smukke kyster skildres nu i en flot bog, og selv om der jo også findes dejlige kyststrækninger andre steder i landet, så hører lokaliteter som Knudshoved Odde, Præstø Fjord, Jungshoved og selvfølgelig Møns Klint og Nyord til blandt de allersmukkeste. Bogen er først og fremmest en naturkunstbog, der viser, at det stadig er muligt at finde skønne naturoplevelser, som dem Johannes Larsen (1867-1961) skildrede.

De deltagende kunstnere er Preben Andersen (Fredericia), Niels Peter Andreasen (Møn), Jens Bohr (Fyn), Westy Esbensen (Jelling), Niels Knudsen (Esbjerg), Dorthe Kudsk Harbo (Djursland), Leif Madsen (Sydsjælland), Lise Pflug (Møn), Trine Theut (Ribe), Kirsten Røjle (Oksbøl), Jette Jørgensen (Vordingborg), Henrik Dahl (Kalvehave), Ulf Løbner-Olsen (Odense), Helge Larsen (Fyn) og Ole Runge (Fyn).

Et af Leif Madsen illustrationer af orkideer i bogen, De smukkeste kyster.

Bogen har forslag til kystvandringer med konkrete anbefalinger af, hvad man skal lægge mærke til. Men ellers beskrives kysterne rundt i hele Vordingborg Kommune i tekst og illustrationer. Det er en ren fornøjelse at se Niels Peter Andreasens akvarel af den årvågne vandrefalk på Møns Klint, Kirsten Røjles bramgæs på Avnø, eller Dorthe Kudsk Harbos røde ildtæger i mængde. Leif Madsen har flere illustrationer med orkideer, og Jens Bohr viser stentryk med toppet skallesluger.

Bogen formidler på smukkeste vis kysternes mange stemninger, som giver inspiration til egne vandringer, og desuden formidler den, hvilken stor værdi vore dyrebare kyster har. Alt i alt en rigtig dejlig naturbog.

Niels Peter Andreasen m.fl.: De smukkeste kyster. 98 sider, 199 kr., Vordingborg Kommune.

 

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...