Sanglærken – lyden af forår

Nu synger sanglærken igen

Sanglærken synger energisk. En af forårets skønneste lyde. Foto: Martin Pelanek/Dreamstime.com.

Har du hørt lærken synge?

Sanglærken (Alauda arvensis) er en af de fugle, hvis sang bemærkes allerede i det tidligste forår. Som en prik højt på himlen synger lærken energisk allerede fra de første forårsdage. Er vinteren mild synger lærken foråret i møde allerede i februar. Selve fuglen er beskeden grå og brun i farven, men lærkens sang gør den skattet som en af de mest afholdte fugle i Danmark. Der er ikke noget som at høre lærkens utrættelige sang de første forårsdage efter en lang vinter.

Hør lærken her!

Sanglærken er stadig en af Danmarks almindeligste fugle. Kun overgået af solsorten og bogfinken. Foto: Sandra Standbridge/Dreamstime.com

Vidste du at hannen danser for hunnen?

Om foråret kan man opleve han-lærkernes parringsspil for at tiltrække sig hunnernes opmærksomhed. Hannen roterer rundt på jorden med sænkede vinger og løftet hale, imens han tramper i jorden og laver hakke-bevægelser med hovedet. Denne dans kan hun-lærkerne ikke stå for og drages af de lokkende hanner.

Sanglærke har ikke meget farvepragt, men dens sang er fantastisk! Foto: Niels Lisborg/NaturGrafik.dk

Jeg ved en lærkerede…

Sanglærken placerer sin rede på jorden godt skjult i lav vegetation på marker og enge. De 4-6 fine, brune æg er godt kamuflerede, hvilket er nødvendigt da lærkereder ofte plyndres af rovdyr, skader og krager. Af samme grund foretrækker sanglærken at yngle i det åbne land uden træer, da træer og større buske fungerer som observationsposter for rov- og kragefugle. Det er ikke usædvanligt at de voksne sanglærker først får flyvefærdige unger på vinger efter 3-4 forsøg. Æggene lægges midt i april og ungerne forlader reden allerede efter 9-10 dage, men evner typisk først at flyve en uge senere.

Jeg ved en lærkerede...
Sanglærkens rede er godt skjult og godt kamufleret. De 4-6 æg lægges fra midt i april og hunnen udruger æggene på ca. 11 døgn.

Hvad spiser lærken?

Sanglærkerne spiser i sommerhalvåret især insekter. Lærkernes voldsomme tilbagegang i 1970'erne tilskrives især brugen af sprøjtegifte (insekticider), der reducerede lærkernes væsentligste fødekilde i sommerhalvåret. Lærken er dog stadig en af vores almindeligste fugle, der tilskrives at lærken har tilpasset sig landbrugslandets marker. Den er almindelig ynglefugl på enge og græsmarker.

Kilder: Nordens fugle/Benny Génsbøl, Fuglene i Danmark/Meltofte & Fjeldså. Lydfil: Volker Arnold/xeno-canto.org. Forsidefoto: Sandra Standbridge/Dreamstime.com.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...