Af Marianne Riis, VisitNature.
I NaturGuide.dk's lille redaktionsgruppe kommer der af og til nogle gode historier ind af døren – helt af sig selv. For et par år siden fik jeg en kæmpe grankogle foræret, der var hjembragt som souvenir fra New Zealand. Den har fået lov at ligge i vindueskarmen indtil koglen fornylig begyndte at knitre. Forårssolen gennem vinduet fik koglen til at åbne sig – og ud faldt der masser af frø!
Det fik mig til at få fornyet interesse for den store kogle og ved lidt hurtig research fandt jeg ud af at koglen, meget passende, stammer fra kæmpekoglefyrren (Pinus coulteri), der slet ikke stammer fra New Zealand, men fra Amerika. Mere præcist fra de kystnære bjergområder i det sydlige Californien.
The widow maker – enkemageren, kan være livsfarlig!
Koglen er verdens tungeste kogle med en vægt på op til 5 kg og kan måle op til 40 cm! Fra Californien forlyder det at skovarbejdere betegner de store kogler som “widow makers” – enkemagere, da koglerne kunne dræbe skovarbejdere, der blev ramt af faldende kogler. I plantager med kæmpekoglefyr anbefales det at folk bærer hjelme.
Jeg kunne ikke dy mig for at putte et par frø i et par urtepotter og sandelig om der nu ikke skyder kæmpekoglefyr op i vindueskarmen! Fascinerende at disse grønne skud kan blive til store træer, der kan bære et farligt arsenal af så tunge kogler! Her får de dog lov til at nøjes med at blive et pottetræ så længe de kan trives i en vindueskarm, men jeg har krediteret de store kogler for deres rekordstørrelse og føjet dem til listen af “Naturens vilde rekorder” her på NaturGuide.dk.
Se mere her: Naturens vilde rekorder
Kilder: pineconefestival.com, Wikipedia.