Sådan samler og sylter du havtorn!

Havtorn kaldes også for Nordens citron grundet sin lettere syrlige smag – rig på c-vitaminer. At sanke havtorn kræver lidt øvelse, men når man først finder melodien går det fint og det fine orange bær er bestemt besværet værd. En nem og god opskrift med havtorn er syltede havtorn.

At plukke havtorn:

Det kan være temmelig svært at få fat på de eftertragtede havtorn når de sidder og lyser på buskene. For det første er de godt beskyttet af lange torne og for det andet er det ret bløde bær, der er godt fæstet på grenene. Den nemmeste måde er at klippe nogle at mest bærfyldte grene af med en grensaks og smide dem i fryseren når man kommer hjem. Dagen efter kan de nemt bankes af med en grydeske eller en gaffel. Jeg har også haft succes med at tage en gaffel med på sanketuren (det fungerer bedst når det er koldt og bærrene er lidt hårde), så kan man få dem af grenene med gaflen.

Ingredienser til syltning:

  • Et par håndfulde havtorn
  • 1½ dl. Økologisk rørsukker (andet sukker kan også bruges)
  • 1½ dl. Vand
  • Patentglas eller lignende glas med et tætsluttet låg.

Fremgangsmåde:

Vand og sukker kommer i en gryde og koges op indtil at sukkeret er smeltet. De rene havtorn puttes i et rent patentglas og sukkerlagen hældes over. Husk at skrue låget på straks imens det er varmt. De syltede bær er bedst hvis de får lov til at stå 2-3 uger.

Der findes flere forskellige måder at sylte havtorn på. En anden metode går blandt andet ud på, at blande havtornbær og sukker og koge det op. Herefter puttes det på glas. Den måde har jeg endnu til gode, men det må afprøves næste gang at sanketuren byder på havtorn.

Havtorn er en hårdfør busk, der ofte ses langs kysten.

HUSK at hvis du ikke har egen havtorn i haven og skal ud og sanke på andres grund skal du have tilladelse til at klippe af buskene. Havtorn vokser ofte langs kysten, der hovedsageligt ejes af staten og administreres af Naturstyrelsen. Her er det tilladt at plukke til eget forbrug.

MR/

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder