Løvfrøen (Hyla arborea).
Et godt stykke oppe i træet – med udsigt over landskabet, sidder en lille, marcipangrøn frø, og ligner en, der burde høre hjemme i den tropiske regnskov.
Et liv i trætoppene
Det er løvfrøen (Hyla arborea) – den mindste frø i Danmark og den eneste, der har indrettet sig på et liv oppe mellem grenene i træer og buske. Uden for yngletiden ved vandhullet opholder løvfrøerne sig gerne oppe i træer og buske. Gerne nogle meter til vejrs, men den kan også findes højere oppe i løvtræer.
På fingre og tåspidser har løvfrøen nogle sugeskive-lignende flader, der gør frøen i stand til at klatre ud af grene og blade på jagt efter insekter. Løvfrøen har været på nippet til at uddø i Danmark, men en storstilet indsats for den lille frø har vendt udviklingen og løvfrøen er igen i fremgang.
God camouflage
Løvfrøen kan være næsten umulig af få øje på mellem bladene i et træ eller busk. Det gør det ikke nemmere, at den voksne løvfrø kun måler ca. 4 cm. Efter sigende kan man lokke frøen til at afsløre sig selv ved at ryste kraftigt med en æske tændstikker. Lyden, der perifert minder om løvfrøens kvækken skulle få denne til at svare. I det sene forår, når det begynder at blive varmt, søger løvfrøen ned til vandhullet – først hannerne siden hunnerne.
Ved skumringstid starter løvfrøerne deres koncert med hurtige, gentagne kvæk. Løvfrøens stemme adskiller sig meget fra de øvrige nordiske frøer. Der er nærmest noget tropeagtigt over løvfrøens cikadelignende kvækken.
Skifter farve i takt med vejret
Løvfrøens farve er frisk grøn som et nyudsprunget bøgeblad, men nogle individer har brune aftegninger. Frøens farve skifter efter temperaturen i vejret. Er der meget varmt bliver frøen lysere – nærmest gullig. Er der koldt bliver den mørk. Den kendes sjældne eksempler på næsten blålige løvfrøer.
Kilder: Nordens padder og krybdyr, Kåre Fog, Adam Schmedes, Dorte Rosenørn de Lasson. Lydoptagelse: T. Trilar, species-id.net.
