Den fortryllende troldand!

troldand_hanOp mod en femtedel af den europæiske bestand af troldænder holder vinterferie i Danmark. Det er formentlig de intense, gule øjne i det sorte hoved, der har givet andefuglen det danske tilnavn “trold”.

Troldanden er næsten som taget ud af et eventyr med sit blålige næb, sorte ryg og hoved med nakketop og intense, ja nærmest stirrende knaldgule øjne. Det er formentlig de gule øjne i det sorte hoved, der har givet anden tilnavnet “trold”.
Hunnen er lidt mindre iøjnefaldende brun og har en mindre nakketop.  Troldanden er let genkendelig og forveksles kun en sjælden gang med bjerganden.
Troldandens videnskabelige navn er Aythya fuligula. Aythya kommer af det græske aithya, der betyder havfugl. Artsnavnet fuligula menes at stamme fra det latinske ord “fuligo”, som betyder sod. Altså “sodfarvet havfugl.”

Troldand-hunnen er mere brun og mindre kontrastrig i fjerdragten, men har de samme intense, gule øjne som hannen.
Troldand-hunnen er mere brun og mindre kontrastrig i fjerdragten, men har de samme intense, gule øjne som hannen.

På vinterferie i Danmark.
Der findes omkring 1000-2000 ynglepar af troldænder i Danmark og det er primært i de østlige egne af landet man finder standfuglene. I vintermånederne ændres det tal dog drastisk, da Danmark er et yndet ferieland for troldænder. Her kommer de på besøg i tusindevis, fra deres ynglesteder i det nordlige Finland, Norge, Sverige og Rusland. Op mod en femtedel af den europæiske bestand holder vinterferie i Danmark.

Nomade efter føden.
At kalde troldanden for en nomade efter føden, er måske ikke helt korrekt, men i takt med at favoritføden, vandremuslingen, har bredt sig fra Sortehavet mod vest, er troldanden fulgt med. Vandremuslingen er ikke oprindelig dansk og formodes indslæbt af mennesker. I begyndelsen af 1900-tallet var den kun at finde på Sjælland. Siden har muslingen bredt sig til Jylland. Troldanden hører til dykænderne, og som navnet angiver finder den sin føde ved at dykke. Ud over muslinger står der også andre bundlevende dyr på menuen som eksempelvis snegle, orme og vandinsekter. Frø fra vandplanter udgør også en del af fødegrundlaget.

Troldanden hører til dykænderne, og som navnet angiver finder den sin føde ved at dykke.
Troldanden hører til dykænderne, og som navnet angiver finder den sin føde ved at dykke.

Fakta om troldanden:

  • Den har et vingefang på 65-73 cm og er 40-47 cm lang.
  • Den holder til ved beskyttede og lavvandede kyster samt søer og vandløb.
  • Troldanden søger føde om natten. I løbet af dagen hviler de og er inaktive.
  • Den yngler gerne i kolonier med hættemåger, som er et fortrinligt vagtværn mod uønskede fjender.
  • Troldanden kan blive op til 22 år gammel.

MR/

Kilde: DOF, danske-dyr.dk, naturporten, fugleognatur.dk

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...