Mobil udebruser – lige til at hænge op

Vi testede den lille pocket shower fra australske Sea to Summit i den norske vildmark højt mod nord.

Tag en udebruser med i lommen. Det er i praksis hvad australske Sea to summit Pocket Shower lover. Vi tog Pocket Shower'en med i oppakningen til midnatssolens rige – 350 km nord for polarcirklen. Her bestod den lille bruser sin prøve!

Af Marianne Riis.

Den lille shower rummer 10 l. Pakket sammen i den medfølgende taske kan den i praksis være i en lomme – og vejer kun 120 gram. Den kan bl.a. købes hos Scandihills.dk, der sælger bruseren for kr. 199,- (annoncelink til butik).

Rygsækken tyngede med fuld oppakning da benene bragte os op på fjeldsiden i det nordligste Norge, men det var ikke den lille Pocket Shower, der med sine 120 gram, fik skulderremmene til at knage.

Selv ude i den mest øde vildmark kan det være rart med et brusebad. Hidtil har vi på andre ture klaret os med at vaske os i havet, søen eller fjorden, men det er ikke altid en mulighed og nogle gange er det bare rart at kunne få et halv-civiliseret bad – også ude i naturen, langt hjemmefra.

Teltet blev slået op på det eneste flade plateau vi umiddelbart kunne finde med en storslået udsigt over fjorden med sneklædte fjelde i baggrunden. Her var et blødt lag af mosser, rensdyrlav og fine multebær i blomst og endda spredte gøgeurter, så det gjorde helt ondt at sprede teltdugen ud. Stedet skulle blive vores hjem de næste 6 dage.

Pocket Shower'en er udformet som en sort, vandtæt 10 liters PU-belagt pakpose, der har monteret et bruserhoved i bunden.

Da tiden var inde til et bad blev den lille taske, der kan være i en hånd, hevet frem fra rygsækkens sidelomme. Pocket Shower er udformet som en sort, vandtæt 10 liters PU-belagt pakpose, der har monteret et bruserhoved i bunden. Man fylder blot vand i posen, lukker den og hænger den op i den medfølgende snor. Det lille bruserhoved drejes for at åbne og lukke for vandet, hvilket tydeligt er angivet som plus og minus. Det fungerer samtidig som justering af vandstrålen. Ganske simpelt!

Begrænset solopvarming højt mod nord

Herligt med et bad – selv i vildmarken. Pocket showeren fungerer fint – og kan evt. fyldes med varmt vand, når solen ikke evner at varme vandet op.

Farven sort er ikke tilfældig. Det er nemlig meningen at solen kan opvarme vandet, så man slipper for et koldt brusebad. Det vil virke fint en god sommerdag i Danmark, men trods midnatssol og lange, lyse timer, så formåede solen heroppe – 350 km nord for polarcirklen, ikke at varme vandet. Vi fandt i stedet på at supplere med en grydefuld varmt vand, opvarmet over trangia'et. Det virkede fint – og posen tåler fint at blive fyldt med meget varmt vand.

Der medfølger en 6 m lang snor til ophæng af shower'en. Ideen er at den flere meter lange snor kan smides op over en gren, hvorpå shower'en trækkes op i hovedhøjde. Dertil er snores dog for tynd til at den er behagelig at trække 10 kg i. Det fungerer meget bedre at hænge posens solide hank direkte på en passende gren.

7 minutters bad – og miljøvenlig sæbe

Producenten Sea To Summit hævder, at der er til et 7 minutter langt brusebad. Det lød umiddelbart af meget, men er ikke helt ved siden af, hvis man undlader at skrue helt op. Rigeligt tid til et hæderligt bad og skylle sæben ud af håret. A propos sæbe så har samme producent fremstillet miljø- og naturvenligt shampoo til brug i felten. Det testede vi selvfølgelig også. Udover rent hår gav det også ren samvittighed.

Vi havde medbragt et par letvægtshåndklæder og bionedbrydeligt shampoo.
Det miljøvenlige, bionedbrydeligt shampoo – også fra Sea to Summit, er ret drøjt i brug. Den lille flaske, købt hos Friluftslageret for ca. 39 kr. (annoncelink til tilbud) dækkede rigeligt behovet for fire rejsende i en uge.

Flere anvendelser. Bl.a. til vandtransport og som drybag

Vi fandt hurtigt ud af, at den praktiske shower også kan bruges til andre formål. F.eks. til at hente og transportere vand. Vi brugte faktisk ofte showeren som en praktisk håndvask udenfor teltet. Posen kan også bruges som drybag da den har samme rullelukning i toppen som klassiske drybags. Derved kan du anbringe din telefon, tøj m.m. beskyttet i posen mod vand f.eks. på en kanotur.

Pocket shower

Kan også bruges som udebruser hjemme i haven

Det er godt med et bad en gang i mellem og herfra kan vi kun slå fast, at det er ret fedt at tage et bad ude under åben himmel. Showeren kan i øvrigt også fungere som billig udebruser i haven eller ved sommerhuset. Fyld den med varmt vand på vej ud og hæng den op på en krog. Så er du klar til et udebad. Børnene elsker det!

Det er sjældent at man finder noget så brugbart isenkram til flere formål for så få midler. Pocket Showeren kan mange steder købes for omkring 200 kr. Vi købte vores hos Friluftslageret (annoncelink til butik), hvorfra den blev leveret hurtigt og pålideligt. Vi har dog også fundet den på den nordjyske webshop Scandihills.dk, der sælger bruseren for kr. 199,- (annoncelink til tilbud).


NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer og henvisning og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE