Svuppende gummistøvleskridt i egne tanker henover skovmosen afbrydes pludselig af to hæst skræppende bekkasiner. Fuglene flyver op kun få meter fra mine størrelse 45. Det er dobbeltbekkasiner – en af vores særprægede langnæbbede vadefugle.
Vi er på morgentur, men på afveje i forhold til vores vante rute, da stierne i skoven er mere eller mindre oversvømmede. Tessie, min ledsager – en årvågen border collie, trækker let i hundesnoren og får lov at bestemme ruten henover skovmosen. Hun bliver dog lige så overrasket som mig da to bekkasiner pludselig flyver op. Det er to dobbeltbekkasiner. På klassisk dobbeltbekkasin-manér afgiver bekkasinerne et hæst “schaap” i protest over forstyrrelsen. Fuglene trykker ofte hårdt – måske i tiltro til deres fantastiske kamuflage. Når fuglene sidder stille er de svære at få øje på med deres smukke brune fjerdragt med lyse striber og mørke pletter.
Det længste næb i forhold til størrelsen
Dobbeltbekkasinen (Gallinago gallinago) er kun omtrent på størrelse med en stær, men fuglens næb er 6-7 cm langt og det gør dobbeltbekkasinen til den fugl i den danske fauna, der har det længste næb i forhold til sin størrelse. Det lange, følsomme næb bruges til at søge føde i den bløde bund – blandt andet efter orme, snegle og insekter.
Mor og far deler ungerne
Dobbeltbekkasinen er gerne 2 år gammel når den første gang danner par. Nogle dog allerede som 1-årige. Reden placeres på jorden i kort vegetation. Ofte i en simpel fordybning foret med græs – skjult under en græstue. Hunnen lægger typisk fire æg i april, der udruges i løbet af knap 20 dage. Dobbeltbekkasin-unger bliver ikke hængende længe i “hjemmet”. Kort efter de er klækket af ægget, forlades reden. Her sker der noget ganske specielt i den lille, nye familie. Hannen og hunnen deler ungerne mellem sig og passer dem hver for sig! En ret speciel adfærd, men måske giver det en bedre overlevelse for ungerne? Indenfor 3 uger er ungerne flyvefærdige.
Horsegøgen eller himmelgeden
Der er nogle af naturens lydbilleder jeg holder særligt af. Hos vadefuglene er det viben og storspoven – og ikke mindst dobbeltbekkasinens særlige halefjerlyd. Fra mine tidligste drengeår kan jeg huske den stemningsfyldte oplevelse når “horsegøgen” lød højt over engen – ofte henunder skumring på den røde aftenhimmel. Horsegøg var dengang et almindeligt navn for dobbeltbekkasinen, der undertiden også blev kaldt for “himmelgeden” på grund af den lidt brægende lyd som fremkommer når hannen får sine halefjer til at vibrere mens den flyver højt til vejrs.
Hør hannen vibrere med halefjerene:
Tidligere var dobbeltbekkasinen et yndet jagtobjekt og er det for så vidt stadig, selvom der i dag skydes langt færre i forhold til 1970'erne. Der er dog ikke meget mad i fuglen, der kun er stærestor – og jagten på den lille vadefugl er nok mest af alt en sport – “game”, som englænderne siger. Som aktiv jæger og naturmenneske er dobbeltbekkasinen en af de arter, der for min skyld ikke behøver at være jagttid på.
Over en million bekkasiner på træk
Inden Tessie og jeg igen får tør grund under fødderne og når op på vejen, får vi skræmt yderligere to bekkasiner op, der forsvinder i siksak-flugt mellem nogle birketræer. Der er åbenbart mange bekkasiner i skovmosen netop nu. Selvom den kønne vadefugl hos os ikke længere er helt så talrig som ynglefugl som tidligere, så er vi i træktiden transitland for tusinder, ja måske ligefrem over en million gennemflyvende dobbeltbekkasiner. Vi fik hilst på fire af dem her til morgen.
