Den giftige mos-skorpion som slet ikke er en skorpion!

Almindelig mosskorpion med de tydelige klosakse. Arten er almindelig i Danmark. Foto: Donald Hobern CC BY 2,0, wikimedia

Man skal være tålmodig, hvis man tager på jagt efter mosskorpionen. De er nemlig både små og så gemmer de sig godt. Faktisk er mosskorpionen slet ikke en skorpion og den kaldes da også for pseudo-skorpion.

Giftige klosakse.

Hvis man først er heldig at finde en mosskorpion er den nem genkendelig. Til trods for at de kan variere i udseende minder de alle om en skorpion med deres klosakse. Dog mangler de skorpionens hale med giftkrog. Flere arter af mosskorpioner har i stedet for giften i deres klosakse som er lige så lange som kroppen. Giften bruger de til at bedøve deres bytte med som blandt andet er insekter, edderkopper eller mider.

Kun en art med dansk navn.
Annonce

Ud af de arter man kan finde i Danmark er der kun en mosskorpion-art der har et dansk navn. Det er Stellas mosskorpion (Anthrenochernes stellae). Det er en de arter der har gift i klosaksene. Når byttedyret er bedøvet af giften suger mosskorpionen byttedyrets kropsvæsker ud.
Stellas mosskorpionen der kun er 2,5 mm lang, er kun fundet få gange i Danmark. Første gang var i 1886 på Sjælland og der skulle gå 99 år inden det næste fund blev gjort. Herefter er den dog set noget hyppigere – også i Jylland.
Stellas mosskorpion er eneste af sin art i Danmark som er kommet på EU’s habitatdirektiv bilag II. Det betyder, at Danmark har pligt til at sikre beskyttelse og bevaring af artens levesteder.

Mosskorpion får et lift af et stankelben. Foto: Vincenzo Turi CC BY SA 3,0, wikimedia
Fakta om mosskorpionen:
  • Der findes 20 forskellige arter af mosskorpioner i Danmark.
  • De fleste arter findes i skoven. De foretrækker fugtige omgivelser og man finder dem oftest i skovbunden under løvet eller under bark.
  • Mosskorpioner er kun 1-12 mm, afhængig af arten.
  • Mosskorpioner parrer sig i april og maj og hunnen lægger typisk 30-40 æg.
  • Den lille spindler er nymfe i 2 år.
Vidste du;

At mosskorpionen spreder sig ved at hægte sig fast til andre dyr med deres klosakse? Transportdyrene tæller eksempelvis hvepse, fugle, fluer, mejere og enkelte pattedyr. I Sverige har man blandt andet fundet en stankelbensmyg hvor 40 voksne hunner af Stellas mosskorpion havde sat sig fast.

At man også kan finde mosskorpioner indenfor i ældre, fugtige huse? Det gælder blandt andet for bogskorpionen på 4,5 mm som ikke kun findes udenfor, men også i bøger.

At en mosskorpion kan blive op til 5 år gammel?

At mosskorpionen har spindekirtler der bruges til at producere silke?

At der er fundet fossile fund af mosskorpioner der er 360 – 400 milioner år gamle?

MR/

Kilde: allearter.dk, fugleognatur.dk, mst.dk, insekter i Danmark af Morten D.D. Hansen m.fl. – Gyldendal, naturporten.dk,

Featured billede: Donald Hobern CC BY 2,0, Wikimedia