De spænder fra at være blandt de ypperligste spisesvampe til dødelige giftige. De spiselige er blandt de dyreste svampe efter trøflerne, men det er ikke alle forundt at finde dem. Morkelsæsonen er i fuld gang.
De spiselige morkler – en kulinarisk oplevelse!
Der findes forskellige slags spiselige morkler som eksempelvis Hætte-morkel (Morchella semilibera) og Kegle-morkel (Morchella conica), men den bedste af dem er Spiselig morkel (Morchella esculenta). Spiselig morkel er en kulinarisk oplevelse med en fast konsistens og har sin helt egen, gode smag. Hvis du er så heldig at finde spiselige morkler så husk, at de ikke må spises rå!
Man kan ofte købe tørrede morkler i supermarkederne eller delikatesseforretninger, men de er ret dyre kun overgået af trøfler. Sidst jeg kiggede efter tørrede morkler var kiloprisen over 5500,- dkr.
Morkler er særlig dejlige i sovs og stuvninger, men kan også bruges i bl.a. tærter eller stegte som tilbehør.
Stenmorkel – dødelig giftig.
En af forvekslingsmulighederne når man leder efter morkler er Ægte stenmorkel (Gyromitra esculenta). Den kan være dødelig giftig i rå tilstand. Nogle steder sælger og spiser man stadigvæk ægte stenmorkel (artsnavnet esculenta betyder spiselig på latin), da man mener, at giftstofferne forsvinder efter lang tids tørring eller efter gentagen kogning, hvor kogevandet bliver smidt væk. Men man har nu fundet ud af, at det ikke er nok at tørre eller koge svampen. Der vil stadigvæk være en stor mængde giftstoffer tilbage og giftstofferne lagres i kroppen.
Ægte stenmorkel har, modsat de spiselige morklers bikageagtige hatte, hjerneformede hatte. Ægte stenmorkel hed tidligere Kæmpe-Stenmorkel og Spiselig Stenmorkel, hvilket gav en del forvirring. I dag hedder den kun Ægte stenmorkel, men kan i noget litteratur stadigvæk stå fremført med de gamle navne.
Fakta om morkler:
- Morkler er forårssvampe. De første dukker frem allerede i april, men er oftest mest talrige i maj måned.
- Hatten er bikageagtig og varierer fra kegleformet til ægformet eller rund.
- Hele frugtlegemet er hult i modsætning til de giftige stenmorkler som er foldet hele vejen igennem.
- Morklerne kan variere i form og farve og kan også vokse forskellige steder.
- Voksestederne er ofte hvor jorden er kalkpåvirket. Kegle-morkel er dog en nedbryder i modsætning til spiselig morkel og ynder blandt andet at vokse i flisbede.
- De spiselige morkler kan både tørres og fryses.
- De er 2-10 cm høje.
HUSK!
At det gælder for alle morkler, at de ikke må spises rå.
At det er ikke alle mennesker som kan tåle morkler, eller andre svampearter for den sags skyld, så start altid med en mindre portion første gang.
De 10 svamperåd.
At samle svampe og lære dem at kende fra hinanden kræver tålmodighed. Her er der ingen smutveje og med over 1 million arter er det en konstant læreproces. Er man nybegynder er det altid en god ide, at starte med en guidet tur med en svampekyndig. Her læres basis-reglerne om svampe og indsamling. Det er også vigtigt, at erhverve sig en god svampebog. Ikke mindst er det vigtigt, at kende de 10 svamperåd og husk er du i tvivl om du har fundet en spiselig svamp, ja så er der ingen tvivl. Så spiser man selvfølgelig ikke svampen!
God svampejagt!
Lær svampene at kende samt de ti svamperåd.
MR/
Kilde: svampeatlas.dk, Svampe – du kan spise af Jens H. Petersen, fugleognatur.dk. Featured billede: Andreas Kunze, Wikimedia.