De vanlige efterårsfarver i gule og brune høstnuancer fik fornylig udvidet farveskalaen med blå og lilla da en sjælden ellekrage dukkede op i Hanstholm Vildtreservat.
Helt oppe mod nordvest, der hvor Danmark er tyndest befolket, dér ligger Hanstholm Vildtreservat, der med et fredet område på ca. 3500 hektar, udgør et af Danmarks bedste bud på en vildmark. Det var her at Danmarks første ulv blev fundet i 2012 efter et dansk fravær på 199 år og det er her at mange sjældne dyr og planter har fundet et fristed i det store klithedeterræn med spredte søer og hedemoser.
Naturkyndige, der besøger området er ikke helt uvante med sjældenheder i dette fantastiske terræn, der gennem tiden både har præsenteret sneugler og kongeørne.
Der blev dog alligevel kigget en ekstra gang, da en ellekrage fornylig viste sig i området.
Ellekragen er en sjælden gæst i Danmark – og i særdeleshed helt oppe i det nordvestjyske. Den smukke fugl ses med års mellemrum i Danmark – primært om foråret og næsten altid i Østdanmark. Derfor er ellekragens efterårsvisit i Hanstholm-reservatet ekstra usædvanligt.
Ellekragen hører til den orden af fugle, der kaldes skrigefugle, der også tæller farverige familier som isfugle og biædere. Den allike-store ellekrage kan med sine klare blå og lilla farver ikke forveksles med nogen anden dansk fugl.
Naturfotografen Elly Hansen var en af de heldige, der fik oplevet ellekragen, der ofte ikke er særlig sky. Det lykkedes hende at få nogle fine billeder af den sjældne efterårsgæst som vi har fået lov at bringe her på NaturGuide.dk.
Den europæiske ellekrage (Coracias garrulus) har ikke ynglet i Danmark siden 1868.
/MR