Den danske bestand af råvildt er faldet med 42 procent siden 2011, oplyser Miljøstyrelsen på baggrund af en undersøgelse lavet af fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Faldet i bestanden af rådyr bygger på at danske jægere skyder færre rådyr end tidligere. I forrige jagtsæson nedlagde danske jægere ca. 76.000 rådyr. I jagtsæsonen 2010/2011 blev der skudt 128.200 rådyr. Der er jægerne selv, der årligt indberetter jagtudbyttet.
Miljøstyrelsen har bestilt en bestandsanalyse af danske rådyr hos DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Analysen foreligger nu, og i rapporten ”Bestandsanalyse af danske rådyr” peger forskerne på, at det markante fald muligvis skyldes et samspil mellem en epidemisk sygdom og plads og fødemængde (økologisk bæreevne) i de økosystemer som råvildtet indgår i. Forskerne konkluderer også at det er usandsynligt at faldet i jægernes jagtudbytte skyldes konkurrence fra andre hjortearter eller en stigende rovdyrbestand med flere ræve.
/MR
Der er lidt over 175.000 jægere i Danmark, der i den seneste jagtsæson (2022) tilsammen nedlagde 1.750.870 stykker vildt. Langt hovedparten af jagtudbyttet er fuglevildt. For at gå på jagt og besidde jagtvåben skal man have jagttegn. Jagttegnet kan erhverves ved en jagtprøve, der består af en skriftlig prøve og en praktisk del, der omfatter våbenhåndtering. Et jagttegn skal fornys hvert år og løber fra 1 april til den 31. marts det følgende år.
Kilder: Miljøstyrelsen, Danmarks Jægerforbund, Videnskabelig rapport nr. 542 fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Frontfoto: Jmrocek/Dreamstime.com.