Bøgetræet har lopper
Har du lagt mærke til bøgetræets blade? Hvis du kigger grundigt efter vil der næsten altid være fine, små huller i bladene. Det skyldes bøgeloppen! Man ser dem sjældent de små, sorte springfyre, men det ses tydeligt på bladene når de har været der. Bøgeloppens spor er ikke svære at finde. Det er ofte vanskeligere at finde et træ eller et blad, hvor bøgeloppen ikke har været på visit og gnavet sine karakteristiske huller.
Udseende
Bøgeloppen er en lille sort bille på 2,5 mm og således ikke nogen rigtig loppe. Ved nærmere eftersyn kan man se at billen hører til snudebillerne, men den lange “snude” er ofte trukket ind under kroppen. De små biller overvintrer i skovbunden i de visne blade, men så snart bøgen begynder at springe ud er bøgelopperne aktive. Snart er bøgens nye, fine blade oversået med små huller fra bøgeloppernes gnav. Har man først øje for det ser man bøgeloppens spor overalt.
Æg og larver
Bøgeloppen lægger æg enkeltvis inde ved bladets midtribbe. Larven udvikler sig her og graver en mine inden i bladet ud mod bladets yderrand. Larven lever i ca. 3 uger i bøgebladet, hvorefter den forpupper sig inde i bladet. Et par uger senere dukker den nye bøgeloppe frem af sin mine inde i bladet. Disse miner er meget karakteristiske og ses resten af sommeren.
Snudebiller
Bøgeloppen hører til snudebillerne. Disse biller kendes på, at den forreste del af hovedet er trukket frem som en snude. Bøgeloppen er ikke alene om at holde af bøgens blade. En anden snudebille;
Bøgeløvsnudebillen, der er dobbelt så stor som bøgeloppen holder også at bøgeblade, men gnaver også gerne hassel m.m.. Der findes mange arter af snudebiller. Især den store gransnudebille angiver tydeligt hvorfor billerne har fået deres navn.