Om efteråret flyver flere tusinde sangsvaner ind over Danmark med håb om et mildt og nådigt vinterophold. De store, hvide fugle har forladt tundraen langt mod nord efter en højnordisk og sibirisk sommer.
Imodsætning til vores tavse nationalfugl knopsvanen, så høres sangsvanerne på lang afstand med deres højlydte, trompeterende stemme. Danmark er et af sangsvanens vigtigste overvintringsområder i Europa.
Sangsvanen kendes fra knopsvanen på det gule næb – uden knopsvanens knop, og den mere lige, strakte hals. Sangsvanen er på størrelse med knopsvanen og har et vingefang på ca. 220-240 cm.
Sangsvanen har været i Danmark siden istidens ophør
Sangsvanen har en lang historik i Danmark helt tilbage i tundratiden efter istidens ophør. I stenalderen har vores forfædre genkendt svanernes klangfulde sang. Arkæologiske undersøgelser fra oldtidens køkkenmøddinger afslører at svanekød var en værdsat fødekilde. Fra nogle stenalderbopladser kender man store forekomster af svaneknogler, især fra sangsvanen.
Selv i nyere tid har vi nydt godt af svanekød og svanen blev først fredet for ca. 100 år siden (1926). Fredning kombineret med nutidens omlægninger i landbruget med grønne, lokkende vinterafgrøder på markerne, har bevirket at flere og flere sangsvaner gør vinterophold i Danmark.
I hårde vintre søger sangsvaner ud til kysten og forsøger at finde føde ved fjorde og laguner. Ved isvintre tvinges sangsvanerne til at flyve længere mod syd.
Stigende antal ynglefund i Danmark
Den ellers højnordiske og russiske ynglefugl har i en årrække bevæget sig sydpå i Skandinavien. I 2002 blev sangsvanen for første gang i historisk tid fundet som dansk ynglefugl i en nordjysk mose i Vesthimmerland. Nu anslås det, at der årligt yngler omkring 10 par i Nordjylland, bl.a. i Lille Vildmose.
Sangsvanernes ynglesucces i det arktiske klima er varierende og den forholdsvis korte is- og snefrie periode giver ikke garanti for flyvefærdige unger, der kan klare trækturen mod syd. Måske har nogle svaner erfaret, at der er fordele ved at spare trækket til de arktiske ynglepladser og i stedet, med større succes, få kuld på vingerne i den danske sommer.
Sangsvanen er mere sky på ynglepladsen end vores hjemlige knopsvane og sangsvanen kræver derfor et uforstyrret terræn, hvor den kan skjule sig.
De mange tusinde sangsvaner, der hvert år gæster Danmark i vinterhalvåret, begynder igen trækket mod de arktiske ynglepladser i marts-april.
Udover Sangsvanen og Knopsvanen kan vi i Danmark også opleve Pibesvanen, der ankommer på træk fra det nordlige Rusland. Pibesvanen er den mindste af de svaner, der kan ses i Danmark. Af og til ses også Sortsvane i naturen. Sortsvanen stammer oprindeligt fra Australien, men undslupne parkfugle ses hvert år i Danmark.
Kilder: Nationalmuseet i København/natmus.dk, dn.dk, dof.dk, nordjyllandsfugle.dk, wildlifetrusts.org. Forsidefoto: Edmongin/Dreamstime.com. Lydoptagelse: Alan Dalton, xeno-canto.org, CC BY-NC-SA 4.0.
