Vindroslen er den mindste af vores drosler. I efteråret kommer den på besøg i haven – med en hilsen fra det høje nord.
Det er nok ikke mange, der stiller sig ud i mørket en stille oktobernat, men det sker at jeg er ude for at opleve oktobers stjernehimmel. Det er her at jeg ofte hører de første, fine “tsii” fra mørket. Et tydeligt, næsten fløjtende kald – vindroslerne er kommet fra nord.
Vindrosler trækker hovedsageligt om natten og holder kontakt under flyvningen med de karakteristiske “tsii”-kald. De navigerer ved hjælp af stjernerne, Jordens magnetfelt og visuelle pejlemærker.
Nogle mellemlander hvert år i min have – og de er et kærkommen gensyn.
Vindroslen (Turdus iliacus) kendes let på det hvide øjenbryn og de rustrøde felter på flankerne. På engelsk kaldes den Redwing, på tysk Rotdrossel, og navnet henviser netop til den rødbrune farve. Her kan det danske navn måske være lidt misvisende da fuglens flanke er mere rustrød end vinrød.
I Danmark har vindroslen tidligere ynglet fåtalligt, men så vidt vides ikke længere, hvilket måske kan tilskrives klimaændringerne? De fleste fugle, vi ser her i landet, kommer fra Nordskandinavien og det nordlige Rusland.
I løbet af sensommeren og det tidlige efterår trækker millioner af fugle mod sydvest, og Danmark ligger som en vigtig korridor i deres rute mod vinterkvarterer i Sydvesteuropa og Middelhavsområdet.
Når de første fugle ankommer, mærker jeg tydeligt, hvordan haven forandres. Pludselig er der liv i tjørnehækken og i rønnetræet. Vindroslerne søger bær og frugter – energi til de mange kilometer, de har tilbagelagt.
Jeg har plukket og samlet de æbler jeg skal bruge. De æbler, der sidder tilbage, er fuglene velkommen til at spise. Jeg smider gerne nedfaldsæbler ud på plænen, og hvis jeg sidder roligt bag vinduet, kan jeg se droslerne hakke i æblerne, mens de vagtsomt holder øje. De er mere sky end solsorten og flyver straks, hvis jeg bevæger mig for hastigt.
Fuglen, der ser det usynlige
Et af de mest fascinerende træk ved vindroslen er dens evne til at se ultraviolet lys. Den var faktisk den første fugleart, hvor man dokumenterede brugen af UV-syn i fødesøgning (Bennett & Cuthill, 1994). Mange bær, som for os blot ser mørke og matte ud, har en tynd vokshinde, der reflekterer UV-lys. For vindroslen fremstår sådanne bær nærmest lysende, hvilket gør dem lette at finde.
En fin tilpasning og samarbejde mellem fugle og planter: fuglen får næring, mens planten får spredt sine frø via fuglenes ekskrementer.
En vintergæst, når naturen tillader det
I år, hvor tjørn, røn og hyld bærer mange bær, kan tusindvis af vindrosler blive i Danmark hele vinteren. I hårde vintre, hvor bærrene er spist eller dækket af sne, trækker fuglene videre mod syd – til Frankrig, Spanien og Nordafrika.
Det er noget særligt hvert efterår, hvor min have får gæster fra tundraens birkeskove. Også den lidt større sjagger er på besøg, mens sommerens skønne sangdrosler nu har forladt haven og landet, og trukket mod syd.
