Vibesjov er dødeligt alvor!

Lignende artikler

Vibe angriber strandskade. Viber er kendt for at forsvare deres territorium. Foto: Thomas Lindy Nissen og Niels Lisborg.

Af Thomas Lindy Nissen.

Jeg er taget til engen for at få mit daglige ”naturfix”.

Det er forår og alt synes på overfladen at emme af fred og idyl.
En kobbersneppe passerer i let flugt forbi mig. Den er kun få meter borte. Strandskadernes kald blander sig med lydene fra de mange gravænders kåde næb, og jeg nyder det hele.
Men selv om alt ånder fred, så lurer intriger og kampe lige under overfladen. På engen er livet for fuglene en konstant kamp om føde, revir og om retten til forplantning og videreførelse af det enkelte individs unikke gener.

Kort efter bliver denne kamp faktisk udkæmpet ret foran mine øjne. En strandskade på engen, en vibe i gentagne og aggressive angreb. I hurtige dyk lader viben sin modstander forstå at pladsen er trang. At der ikke er plads til dem begge! Til sidst må den forsmåede vibe sande, at strandskaden ikke agter at fortrække – viben giver op.
Jeg ser det, nyder det og grimmes ikke det mindste over den voldelige udfoldelse blandt engens konkurrenter denne dag – sådan er naturen nu engang.

Atter ånder alt fred. Kobbersneppen vender tilbage. En knarand lægger an til landing. En fiskehejre skriger hæst. Naturens gang forsætter i al ubemærkethed, og jeg vender ryggen til engen for at påbegynde dagens arbejde. Jeg skal tjene penge, så der kan blive råd til at hævde mit revir, råd til min forplejning, mulighed for min forplantning …

Fakta om viben.
Viben er tilknyttet ekstensive landbrugsarealer og særligt enge med græssende kreaturer. På trods af tilbagegang er viben Danmarks talrigeste ynglende vadefugl. Viben forsvarer intenst sit territorium i yngletiden og slår gerne ned over rovdyr som ræv og kat, der lister sig ind på området. I marts-april lægger fuglen fire kamuflerede æg i en udskrabet fordybning på jorden. Ret kort tid efter klækningen løber vibens unger rundt på engen under forældrefuglenes skarpe bevågenhed. Viber er også kendt for at være nataktive og betegnes også af og til som månefugle.

Viben forsvarer intenst sin rede og unger og slår gerne ned over rovdyr som ræv og kat. Til venstre et vibeæg.


Om forfatteren:
Thomas Lindy Nissen er fuldtidsskribent, forfatter, foredragsholder – først og fremmest indenfor feltet jagt og jagtrejser.


Blogindlæg. I kategorien “Blog” skriver eksterne skribenter, debattører og meningshavere i egen ret. Redaktionen deler ikke nødvendigvis de holdninger, der fremgår af de enkelte indlæg.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Annonce

Seneste artikler

ANNONCE
Deaktivér venligst din Adblocker
Kære læser!
NaturGuide.dk er et 100% gratis magasin med nu over 1300 gratis artikler til dig. Det kan vi kun levere, hvis vores annoncører må vise annoncer. Til gengæld lover vi, at vi ikke generer dig med blinkende, larmende reklamer.
10 % af vores annonce-provenu donerer vi til naturbevarelse. 
Hjælp os med at hjælpe - og deaktivér din adblocker for NaturGuide.dk.

På forhånd tak.
Close